Søg

Jævnhed og sporkøring

Med et kendskab til vejenes jævnhed og sporkøring kan kommunen planlægge den løbende vedligeholdelse og sikre trafikanterne bedre. Vejdirektoratets profilografmålinger kan både givebesparelser og større sikkerhed.

Trafiksikkerhed og samfundsbesparelser

Med profilografmålinger får man kendskab til vejenes jævnhed og sporkøring, der påvirker trafikanternes sikkerhed. Resultatet fra en profilografmåling er derfor en væsentlig faktor, når der skal foretages prioriteringer af vejvedligeholdelsen.

Derudover er jævnheds- og sporkøringsmåling vigtig for kommunen fordi:

  • Manglende jævnhed øger sliddet på vejen
  • Jævnhed har betydning for trafikanternes køretøjsomkostninger og komfort
  • Sporkørte veje øger risikoen for akvaplaning
  • ​Jævnhed og profil er kontrolkrav ved belægningsfornyelse

Måling af jævnhed og sporkøring kan foretages både ved nyanlæg og som en del af den større vedligeholdelsesplan for vejbelægningen.

Sådan måler profilografen

Profilografen har 25 lasere monteret under en 2,5 meter tværbjælke foran på vognen. Målingen foregår ved trafikkens hastighed. Vejdirektoratets profilograf måler præcist ved almindelige kørselshastigheder og registrerer objektivt vejens overfladeprofil til efterfølgende jævnhedsberegninger.

Måling af vejbelægningsjævnhed og sporkøring

En forudsætning for målingen er kendskab til vejstrækningens navn, vejnummer og kilometrering.

Målingen foretages ved, at Profilografen i 25 laserlinjer registrerer vejoverfladens profil. Herved fås en tredimensionel model af vejoverfladen som muliggør beregninger af de vejtekniske parametre som jævnhed og sporkøring.

Målingen kan ikke udføres på våde overflader, da refleksionen fra en våd overflade ikke giver en tilstrækkelig tilbagekastning af lyset. Derudover er begrænsningerne få og målingen kan udføres på alle arealer, hvor målebilen kan manøvrere ved minimum 40 km/t. Der foretages samtidig en måling af vejens længdefald, sidehældning og horisontalkurve.

Behandling og rapportering af måleresultat

Ved rutinemæssig måling kontrolleres måledatas stationering mod vejens referencesystem, hvis dette er muligt, og præsenteres i tabeller. Desuden angives, hvor et valgt serviceniveau er overskredet.

Jævnheden måles i enheden IRI ”International Roughness Index”, der er internationalt anvendt indeks for vejes jævnhed. Jo større tal desto ringere jævnhed. Målingerne eksporteres til vejman.dk, og der kan efter behov beregnes og udskrives tabeller for vejens længdefald, sidehældning og horisontalkurve på grundlag af de indsamlede data.​

Oprettet
15-12-2016.
Senest opdateret
15-12-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index