Søg

Tilsyn og planlægning optimerer levetiden på belægninger

For at optimere levetiden på belægninger skal man, som så meget andet, starte med god planlægning og en masse spørgsmål undervejs. De første spørgsmål bør være: Hvor skal der lægges ny belægning? Hvor nedbrudte er belægningerne (skadespoint)? Og er der kategorier af veje, der har første prioritet?
 
Få overblik og stil flere spørgsmål
Forudsat at data løbende bliver opdateret, giver vejman.dk et godt overblik over vejene og deres tilstand.
Når man således har afklaret de første spørgsmål, kan man stille en række nye: Hvilken økonomi har vi til rådighed? Hvor meget kan der blive udført for de midler, der er til rådighed? Hvordan og hvornår ønsker vi det udført? Ud fra disse spørgsmål kan man afgøre, hvilken form for udbud/tilbud, man ønsker, og hvad som giver mest mulig værdi for pengene.
 
Næste skridt: Tilbudsliste-poster
For at få svar på disse spørgsmål, er det vigtigt at lave TBL-poster (tilbudsliste-poster). Med TBL-poster kan man få styr på, hvilket arbejde på de pågældende strækninger, man ønsker udført.
Eksempelvis hvilken belægningstype man skal vælge i forhold til kørselsbehov, om der skal fræses inden udlægning, eller om der kan lægges oven på (E-modul), afklaring om kørebaneafmærkninger, flydende/faste dæksler og riste, kantstenslysning, kanttilfyldning m.m.
Svarene giver et godt arbejdsgrundlag for dem, der skal føre tilsyn. De er ikke tvivl om, hvilket arbejde der skal udføres. Derudover skal man afklare med kommunens andre myndigheder, f.eks. Kloak og Spildevand eller Byrenovering, hvilke arbejder, de forventer udført indenfor nærmeste fremtid.
 
Når dette er på plads, kan man estimere økonomien på de ønskede strækninger og herudfra foretage de prioriteringer, der giver mest muligt udført arbejde for de midler, kommunen har til rådighed.
 
Undgå misforståelser efter at tilbuddet/udbudsformen er på plads
Når tilbuddet/udbudsformen er på plads, kan man undgå mange misforståelser under arbejdet, hvis man i opstartsmødet med entreprenøren får forventningsafstemt i forhold til de begrænsninger og muligheder, der er i udførelsesfasen. Her er det meget vigtigt, at de personer, der skal udføre tilsynet, er med fra starten. Dermed kender tilsynet grundlaget for det arbejde, der skal udføres. Herunder afmærkningsplaner, rådighedstilladelser, kontakt til trafikselskaber m.m.
 
Arbejdet er i gang, og der bliver rullet flot ny belægning på
Regninger og vejesedler tikker ind. Det vigtigste tidspunkt for tilsynet er netop nu. Det er nu, fejl og mangler kan undgås, og dermed give optimal levetid for den valgte belægning. Og i nogle tilfælde endda også for de omkringliggende veje, da ikke alle vognmænd overholder de tilladte vægtgrænser, og dermed belaster dem unødigt. Dette skal tilsynet tage hånd om og sørge for, at entreprenøren bliver fradraget i afregning for de tons, der er kørt som overlæs. Tilsynet holder også øje med, at blandt andet eventuel fræsning, klæbning, hævning eller udskiftning af brønde og riste udføres korrekt, og at det er den ønskede belægningstype, der bliver lagt ud. Det er også en god idé at lade tilsynet gennemgå fakturakladde for at sikre, at tilbudslistepriser er overholdt og mængderne er korrekt.
 
Hvor blev optimering af levetiden af?
Jo, den findes jo netop i, at der skabes de bedste mulige betingelser for at få udført et fejlfrit stykke belægningsarbejde. Hvor trafikanter generes mindst muligt, hvor valget af belægning passer til strækningen, hvor der ikke skal laves lapper for at udbedre fejl eller mangler (samlinger er svage punkter), at der ikke laves følgeskader under arbejderne herunder kørsel med overlæs, tunge maskiner op over kantsten eller ødelagte rabatter.
 
Vejdirektoratet kan være behjælpelige i hele eller dele af processen, så jeres kommune får mest mulig belægningsarbejde for de midler, I har til rådighed.
Oprettet
15-02-2016.
Senest opdateret
16-02-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index