Søg

Udbud på første etape af udbygningen er klart

Udbudsmaterialet er klart, og Vejdirektoratet modtager nu bud fra entreprenører på udbygningen til tre spor mellem Gribsvad og Odense V.
21. december 2018
​Det lægger nu helt fast, hvordan udvidelsen til tre spor mellem Gribsvad og Odense V. kommer til at forme sig ude i det vestfynske landskab. For nylig blev udbudsmaterialet nemlig færdiggjort hos Vejdirektoratets afdeling i Skanderborg og sendt i udbud.


Trafikken på Fynske Motorvej skal afvikles så glidende som muligt under anlægsfasen.


Nu er spørgsmålet blot, hvilken entreprenør kommer til at stå for det anlægsarbejde, som efter planen starter op primo april 2019. Licitationsdatoen er ikke endelig fastsat endnu, men ventes at blive i marts 2019.

”Det er altid en omfattende og tidskrævende opgave at få skrevet udbudsmaterialet helt færdig på de store anlægsprojekter, og det gælder også for første etape af udvidelsen af motorvejen på Vestfyn. Der er rigtig mange forhold i projektet, som skal beskrives i detaljer, og som jo får indflydelse på de tilbud, vi snart skal tage stilling til. Derfor er det en vigtig milepæl for projektet, og vi har arbejdet hårdt på at nå at blive færdige med det inden jul. Det nåede vi heldigvis også,” siger projektleder for strækningen Gribsvad – Odense V., Robin Højen Madsen. 

Nu kan hele projektholdet kun vente i spænding på, hvilken entreprenør vi kommer til at arbejde sammen med, men uanset hvem det bliver, kan Robin Højen Madsen allerede nu fortælle noget om, hvad de afgørende kriterier for valget bliver.

”I vores valg af entreprenør lægger vi – udover økonomien selvfølgelig – især vægt på anlægslogistik og trafikafvikling. Fynske Motorvej er en yderst trafikeret motorvej, og vi vil gøre alt for at opretholde en så glidende trafik som muligt i anlægsfasen. Vi skal genere trafikanterne mindst muligt,” siger Robin Højen Madsen.


Kør efter forholdene gennem anlægsarbejdet

Som trafikant kommer man dog til at kunne mærke udvidelsen, mens den står på. Der vil være smallere spor at køre på, nødsporet vil blive inddraget, og der vil være en general hastighedsnedsættelse til 80 kilometer i timen for hele strækningen. Flettestrækningen mellem tilslutningsanlæggene vil desuden være kortere.


Der bliver restriktioner for trafikanterne under anlægsfasen, så det gælder om at køre efter forholdene.


Derfor lyder der en klar opfordring fra Robin Højen Madsen til trafikanterne, selvom der endnu er et stykke tid til april:

”Man skal køre efter forholdene derude, så vi undgår uheld.”

Projektet starter altså i marken i april 2019, og er inddelt i to etaper:

Den ene etape er motorvejsstykket mellem Odense Vest og Gribsvad, og det er den etape, som bliver udvidet først. Selve anlægsarbejdet sker fra primo 2019 til ultimo 2020.

Den anden etape er motorvejsstykket mellem Gribsvad og Nørre Aaby. Her foregår selve anlægsarbejdet fra primo 2021 til medio 2022.

Oprettet
21-12-2018.
Senest opdateret
21-12-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index