Søg

Ministeren markerede ibrugtagning af det dynamiske ruderanlæg

Transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen kom i dag forbi og markerede ibrugtagningen af Danmarks første dynamiske ruderanlæg. Ministeren prøvede selv at køre gennem det nye anlæg sammen med projektleder Annette Jørgensen.
18. september 2017
Det kan være en udfordring at forklare, hvad et dynamisk ruderanlæg egentlig er for en størrelse, og hvordan man kører i det. Det nye dynamiske ruderanlæg i Odense SV er det første af sin slags i Danmark, så der er nyt at lære for de fleste.

 

Også for landets Transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen, som i dag var på visit ved det dynamiske ruderanlæg for dels at få en projektgennemgang af projektleder Annette Jørgensen, og dels komme med på en køretur i anlægget selv.

 

Under projektgennemgangen afspillede Annette Jørgensen desuden Vejdirektoratets instruktionsvideo om kørselsprincipperne i et dynamisk ruderanlæg, og det hjalp alt sammen på forståelsen.


Projektleder Annette Jørgensen gav en projektgennemgang for ministeren. (t.h.). På billedet ses også Vejdirektoratets Anlægs- og driftsdirektør Michael Kirkfeldt og rådmand i Odense Kommune, Jane Jegind .

 

”Det kan godt være lidt svært at kapere oppe i hovedet, hvad det er, der sker i sådan et anlæg. Men når man først har set filmen om det dynamiske ruderanlæg nogle gange, og nu også har prøvet at køre igennem, så forstår man det bedre. Jeg tror oven i købet også, at jeg ville kunne forklare det for min bedstemor, eller min svigermor eller svigerfar, hvis jeg skulle,” sagde Ole Birk Olesen, da han havde været med som passagér gennem anlægget sammen med Annette Jørgensen.

 

”For så svært er det jo heller ikke. Og det er i hvert fald ikke svært, når man kører igennem. Det er det vigtigste. Når man kommer hertil, er man ikke i tvivl. Det var fuldstændig logisk, og der var meget omhyggeligt skiltet, både før krydset og inde i krydset. Også nede på vejbanen med rigeligt med pile. Jeg tror ikke, at der er nogen der vil være i tvivl om, hvad de skal gøre, når de kommer til det,” sagde Ole Birk Olesen.

 

Ministeren stillede mange spørgsmål til anlæggets funktion, både ved projektgennemgangen og under køreturen. Det glædede projektleder Annette Jørgensen.

 

”Det var dejligt at få besøg af en spørgelysten og interesseret minister, der var så positiv overfor vores projekt. Det var såmænd ikke så meget anderledes at have ministeren med som passagér end så mange andre. Han var interesseret i, hvad vi har gjort af tiltag for at gøre anlægget selvforklarende, så alle kan finde ud af at køre i det,” siger Annette Jørgensen.

 

 

Trafikken glider let

 

Det dynamiske ruderanlæg åbnede dagen inden. Søndag d. 17. september kl. 15 åbnede trafikken i retningen fra Odense mod syd. I løbet af den næste time blev der åbnet op for de andre retninger.

 

Og trafikanterne havde ingen problemer med at navigere ind og ud af den ombyggede til- og frakørsel 52.

 

”Det gik rigtig godt. Trafikken gled stille og roligt, da vi tog det i brug. Anlægget er selvforklarende takket være skilte og kørebaneafmærkning, og folk har kunnet finde ud af det. Folk vinkede ligefrem af os, da vi stod i vores gule veste om søndagen. Nogle råbte ”Godt gået. Det er et super anlæg,” siger projektleder Annette Jørgensen.

Oprettet
18-09-2017.
Senest opdateret
18-09-2017.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index