Søg

Kommende begivenheder


Her kan du læse om vores forventninger til trafikken i forbindelse med større begivenheder. 

450x119-kommende-begivenheder NY (5).jpg

 

Juni

24. juni 2018: Aarhus City Halvmaraton

Søndag den 24. juni kan man løbe gennem gaderne i Aarhus sammen med de andre deltagere i Aarhus City Halvmaraton. Det vil betyde, at det kan være svært og tidskrævende at komme frem i bil i Aarhus midtby i tidsrummet kl. 9-14 pga. delspærringer, ensretninger og midlertidige omlægninger af trafikken. Enkelte steder vil der være spærret fra fredag-mandag den 22.-25. juni.  Man kan finde ruten og mere information om de trafikale forhold her: https://bit.ly/2yE7DHc  ​

27. juni-1. juli 2018: Riverboat Jazz Festival – Sommerferien

I den sidste weekend af juni afholdes den årlige Riverboat Jazz Festival. Vi forventer ikke, at det vil give større forsinkelser, men skal man gennem Silkeborg by i disse dage må man forberede sig på, at der kan være periodevis tæt trafik.

28.-30. juni 2018: Kløften Festival – Sommerferien

I Haderslev står den på musikfestival i den sidste weekend af juni. Det kan give tæt trafik på vejene i lokalområdet, så skal man ud og køre i Haderslev by i disse dage, må man forberede sig på, at det kan være sværere at komme igennem byen med bil end normalt. Man kan finde mere information på hjemmesiden:

Kløften Festival.

28.-30. juni 2018: Tinderbox Festival – Sommerferien

I Tusindårsskoven i Odense by afholdes Tinderbox Festival igen i år. Vi forventer ikke, at det vil give de store problemer på de større veje, men det kan betyde, at der vil være flere biler i området over weekenden, og trafikanter på derfor forberede sig på, at det kan give eventuelle forsinkelser.

30. juni 2018: Sjælland rundt – Sommerferien

Lørdag den 30. juni vil der være mange cyklister på vejene rundt om i det midtsjællandske terræn i forbindelse med løbet Sjælland rundt. Det kan betyde en smule forsinkelse på de mindre veje, men ellers forventer vi ikke de store problemer. Vil man alligevel undgå at køre langs cykelruten, ligger den tilgængelig på løbets hjemmeside.

30. juni-7. juli 2018: Roskilde festival – Sommerferien

Traditionen tro afholdes Roskilde Festival i Roskilde by, hvor op imod 130.000 gæster samles om musikken. Vi forventer, at det vil give perioder med tæt trafik og mindre kødannelser på Holbækmotorvejen omkring Roskilde, især i retning mod Holbæk frem mod den mest benyttede frakørsel <12> Roskilde S. Trafikanter kan derfor med fordel gøre brug af frakørslerne <10> Roskilde Ø eller <13> Ringstedvej i stedet.

På rute 6 Køgevej og på lokale veje omkring festivalen forventer vi også kødannelse og forlænget rejsetid, mens festivalen står på. Der er især risiko for tæt trafik og kødannelse i området fredag den 29. juni kl. 12-18, lørdag den 30. juni kl. 15-19, onsdag den 4. juli kl. 12-18 og lørdag den 7. juli kl. 12-14.​ 

Juli 

5.-7. juli 2018: Landsskuet i Herning - sommerferien​

Man kan denne weekend komme ud og kigge på en masse dyr på Landsskuet i Herning. Det kan give lidt tæt trafik på de lokale veje i området og på Messemotorvejens frakørsler <41> Lind og <42> Herning V, erfaringsmæssigt giver det dog ikke de store problemer. Man kan finde mere information på dyrskuets hjemmeside.

5.-8. juli 2018: Skagen festival - sommerferien

Den årlige Skagen Festival finder sted i starten af juli, hvor mange mødes om folkemusikken. Det vil give ekstra trafik på de mindre lokale veje, men ellers forventes der ikke de store problemer for biltrafikken. Man kan læse mere om festivallen på dens hjemmeside.

6.-14. juli: VM i Multisport - sommerferien

I år har Fyn fået muligheden for at lægge land og vand til verdensmesterskaberne i multisport. Det hele kommer til at foregå i Odense, Middelfart og Svendborg. Det kan betyde, at flere lokale veje i byerne vil være afspærrede, omdirigerede eller ensrettet i perioder over weekenden, der kan gøre det svært at komme frem i bil. Så skal man ud og køre i områderne i disse dage, kan man med fordel tjekke mesterskabernes hjemmeside for mere info, inden man kører afsted.

12.-14. juli 2018: Vig festival - sommerferien

I midten af juli afholdes Vig festival i Odsherred, hvor folk fra nær og fjern mødes om musikken. Det kan give periodevis tæt trafik på rute 21, når folk skal til og fra festivalpladsen. Lokalt i Vig vil der også være flere biler på vejene end normalt, så skal man ude og køre i området i disse dage, kan man med fordel tage af sted i lidt god tid.

13.-15. juli 2018: Ørbæk marked - sommerferien

Er man til kræmmerboder, traktorer og musik kan man tage til Ørbæk i denne weekend til det årlige Ørbæk marked på Fyn. Skal man ud og køre i området, må man forvente, at der vil være øget trafik på rute 8 mellem Kværndrup og Nyborg, især omkring Ørbæk by.

19.-21. juli 2018: Vorbasse marked - sommerferien

I Vorbasse er der et årligt marked, der trækker hundredetusindevis af mennesker til byen med kræmmerboder, dyr, tivoli, osv. Erfaringsmæssigt giver det trafikalt ikke de store problemer, men skal man gennem Vorbasse by kan man forvente, at der vil være en øget trafik på de lokale veje. Man kan læse mere om markedet her.

21.-28. juli 2018: Langelandsfestival - sommerferien

I slutningen af juli bliver Langeland mødestedet for musikelskere, store som små. Det vil betyde øget trafik i lokalområdet og til dels også på rute 9, især når festivalen starter og slutter. Vi forventer dog ikke større problemer. Man kan læse mere om forholdene her.​

August

6. august 2018: Aarhus Half Marathon - sommerferien

I begyndelsen af august lægger Aarhus gade til et halvmaraton, hvor op mod 10.000 løbere vil passere gennem byen. Det kan betyde afspærrede, omdirigerede eller ensrettede veje lokalt i byen, så skal man ud og køre den dag, kan man med fordel tjekke sin rute først. Det kan man gøre her.

 

2.-5. august 2018: Copenhagen Historic Grand Prix - sommerferien

Er man interesseret i gamle racerbiler, så er København et godt sted at være i den første weekend af august. Her afholdes nemlig Copenhagen Historic Grand Prix, hvor racerkørere konkurrerer og viser bilerne frem. Udover trafikomlægning på lokale mindre veje med spærringer, ensretninger, o.l., forventer vi, at Frederikssundvejstunnelen vil være afspærret fra torsdag den 2. august til mandag den 6. august. Skal man derfor til og fra København i denne periode, må man finde en alternativ rute. Det kan give tæt trafik og forlænget rejsetid på Hillerødmotorvejen i retning mod København i myldretiden, og i lokalområdet i øvrigt.

8.-12. august 2018: Smukfest - sommerferien

I Skanderborg samles tusindvis af mennesker hvert år om musikken til Smukfest, og i år er ingen undtagelse. Mange skal til og fra festivalområdet, især på åbningsdagen og den sidste dag den 8. og 12. august.  Derfor kan der komme tæt trafik på E45 Østjyske motorvej omkring frakørsel <53> Skanderborg S og <54> Ejer Bavnehøj. Kommer man nordfra ad E45 må man også forberede sig på, at der kan komme forlænget rejsetid pga. et vejarbejde, der i gang mellem Motorvejskryds Aarhus S og <51> Skanderborg N.

13.-19. august 2018: Copenhagen Pride

I midten af august afholdes Copenhagen Pride Week med debatter og andre arrangementer gennem hele ugen på Regnbuepladsen. Det hele kulminerer i en stor parade den 18. august gennem hovedstaden. Det vil på dagen betyde, at flere veje vil være afspærrede eller omdirigerede langs ruten, der ender på Rådhuspladsen. Skal man ud og køre i området denne dag, må man indstille sig på at finde en alternativ rute og tæt trafik og mange mennesker i byen. Find mere information her.

19. august 2018: Iron Man Copenhagen

Iron Man 2018 vil lørdag den 19. august indtage store dele af København og omegn, når sportsfolk skal løbe, cykle og svømme lange distancer. Skal man køre i eller omkring København denne dag må man indstille sig på afspærrede og omdirigerede veje, tæt trafik og muligvis forlænget rejsetid. Man kan med fordel tjekke sin og Iron Mans rute her, inden man tager afsted hjemmefra.

26. august 2018: De 3 broer

Den sidste søndag i august mødes en masse motionsløbere for at krydse de 3 broer, Langelandsbroen, lavbroen til Tåsinge og Svendborgsundbroen. I forbindelse med løbet vil der være afspærrede og delvist afspærrede veje omkring ruten, der går fra Rudkøbing til Svendborg. Ingen af broerne vil være helt spærrede, men folk opfordres til ikke at krydse dem i tidsrummet 9-13. Politiet vil være på stedet for at dirigere trafikken. Lige inden og efter løbet kan der forekomme tæt trafik i Rudkøbing og Svendborg, erfaringsmæssigt giver løbet dog ikke de store forsinkelser for biltrafikken. Man kan finde mere information om rute og afspærringer her.​

 ​​​​
 

 Vores råd til køreturen

 

• Hvis du kan, så planlæg din rejse uden for de travleste perioder

•​ ​Søg aktuel trafikinformation, inden du kører ud 

• Sæt ekstra tid af til din rejse

• Hold afstand til de forankørende

Oprettet
31-08-2016.
Senest opdateret
22-06-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index