Søg

Forventninger til juletrafikken 2018

Julen er normalt lig med mange biler på vejene og kø på udsatte strækninger. I år forventer vi dog ikke de store forsinkelser i dagene op til juleaften, da udrejsetrafikken vil fordele sig over flere dage. Derimod forventes 2. juledag at blive en travl dag på vejene, hvor trafikken hovedsageligt vil bevæge sig på tværs af landet mellem Jylland og Hovedstadsområdet via Fyn og Sjællands Odde.
 
Juletrafikken vil især kunne mærkes på:
 
  • E20 Fynske Motorvej (især den vestlige del)
  • E45 mellem Kolding og Aarhus
  • Køge Bugt Motorvejen
  • E20 Vestmotorvejen
  • Rute 21 til og fra Sjællands Odde
Tjek trafiksituationen inden du kører ud
Der kan altid opstå kø og forlænget rejsetid pga. uheld, dårligt vejr eller andre uforudsete hændelser, og risikoen er større, når der er mange biler på vejene. Derfor råder vi dig til at holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation på din rute, inden du tager afsted. Det kan du gøre på trafikinfo.dk eller via vores apps ’Trafikinfo​’ og 'Vintertrafik', hvor du også kan høre de seneste meldinger fra P4 Trafik. Det giver en bedre chance for at undgå uheldige overraskelser i trafikken og er der problemer, kan du måske nå at ændre afrejsetidspunkt eller rute. 
juleprognose-grafik2018.jpg
Udrejsetrafikken
Vi forventer ikke store forsinkelser i dagene op til jul, men der er dog nogen risiko for tæt trafik og mindre kødannelser fredag d. 21. december i eftermiddagsmyldretiden og søndag d. 23. december midt på dagen. Vi anbefaler derfor at man så vidt muligt undlader at køre på disse tidspunkter.
Udrejsetrafikken vil hovedsageligt bevæge sig fra Hovedstadsområdet mod Jylland, samt mellem Kolding og Aarhus på E45.
 
Hjemrejsetrafik 2. juledag
Erfaringerne viser, at 2. juledag er en af årets største rejsedage, og vi forventer tæt trafik og risiko for kødannelser i tidsrummet 10-14.
Hjemrejsetrafikken vil primært bevæge sig fra Jylland mod København via Fyn og Sjællands Odde.
 
Vejret kan få stor indflydelse på trafikken
Vores forventninger til juletrafikken er baseret på erfaringer og tal fra tidligere år, men den helt store ubekendte faktor i juledagene er vejret. Det er altid til stor gene for juletrafikken, hvis julen falder sammen med frost og snefald, som medfører en væsentlig risiko for længere rejsetid på grund af vanskelige forhold på vejene. Samtidig øges risikoen for uheld, hvilket kan forsinke trafikken yderligere.
 
Også kraftig blæst kan volde besvær i juledagene grundet risikoen for lukkede veje og restriktioner på mange af de større broer. Det så vi bl.a. så for to år siden, da stormen Urd ramte Danmark 2. juledag. 

kort_julen2018.jpg

Grænsekontrol
Pga. grænsekontrol er der risiko for kødannelser ved den dansk-tyske grænse for de trafikanter, som skal mod Danmark. Eftersom juletrafikken hovedsageligt bevæger sig på tværs af landet, forventer vi ikke store forsinkelser ved grænsen, men vi anbefaler fortsat, at man så vidt muligt planlægger sin hjemrejse over grænsen uden for de mest trafikerede perioder.  ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ 
 
Vejdirektoratets trafikprognoser bygger hovedsageligt på trafiktællinger, vores erfaringer og viden om trafikale konsekvenser af vejarbejder, arrangementer og store rejsedage. Her er ikke taget højde for uforudsigelige og akut opståede gener for trafikken som fx uheld eller dårligt vejr. 

 

 

 Vi anbefaler

 
​​
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og sæt god tid af til din rejse

- Hold ekstra godt øje med vejrudsigten i julen

- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk eller via vores apps Trafikinfo og Vintertrafik

- Kør efter forholdene og hold god afstand til de forankørende

- Hold til højre for god fremkommelighed

- Hav tæpper, evt. en skovl og noget at drikke med i bilen
  
Oprettet
23-11-2016.
Senest opdateret
13-12-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index