Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet offentliggør VVM-redegørelse for en ny bane på tværs af Vejle Fjord

Forslag til tre broer og en tunnel bliver undersøgt i Vejdirektoratets VVM-undersøgelse af en ny bane på tværs af Vejle Fjord
07. december 2016
Resultatet af de seneste to års miljøundersøgelser er nu offentliggjort i en sammenfattende VVM-redegørelse samt i en række baggrundsrapporter.  I den såkaldte VVM-undersøgelse, der nu sendes i høring, redegøres der for de konsekvenser, som de fire forskellige forslag kan få for blandt andet ejendomme, arealer og støj.
 
Fælles for de undersøgte linjeføringer er, at de vil give en rejsetidsbesparelse på omkring 9 minutter for togpassagerne.

De enkelte linjeforslag er tilpasset bedst muligt til det omgivende landskab og miljø, med bl.a. etablering af dalbroer. Alle tre broforslag vil medføre en væsentlig påvirkning af landskabet med etablering af et stort infrastruktur-anlæg over fjorden.

De tre broers linjeføring ligger forskellige steder i landskabet omkring Vejle Fjord. De berører alle i større eller mindre omfang det værdifulde landskab omkring Vejle Fjord. 

De tre broforslag vil medføre en reduktion af støjgenerne langs den eksisterende bane gennem Vejle, da godstog vil benytte den nye bane. Støjgrænserne vil blive overholdt for den nye bane, selvom borgerne i området, hvor den nye bane placeres, får en ny støjgene. 

Tunnelen vil også påvirke landskabet, men i markant mindre omfang end de tre broer.

Tunnellen er kun egnet til passagertog, fordi godstog ikke kan køre op ad den stigning, som tunellen indebærer. Derfor vil godstog  i dette tilfælde fortsat skulle køre på den eksisterende bane gennem Vejle. Og derfor medfører en tunnel ikke den samme støjreduktion som broforslagene.

Offentlig høring 
Alle interesserede får mulighed for at give deres holdning til kende til VVM-undersøgelsen og linjeforslagene. Den offentlige høring af projektet forløber frem til 8. februar 2017, og der vil blive afholdt to borgermøder om projektet i januar måned. 

Tid og sted for afholdelse af borgermøder vil blive annonceret i lokale medier og på Vejdirektoratets hjemmeside.

Efter den offentlige høring vil der blive udarbejdet et samlet høringsnotat og en indstilling, der sammen med VVM-undersøgelsen fremsendes til transport-, bygnings- og boligministeren med henblik på politisk stillingtagen til projektet.


Fakta:
 
Linjeforslagene er mellem 10 og 14 km lange, og selve hovedbroen (fjordkrydsningen) er mellem 3 og 3,25 km lang. Tunnelen under Vejle Fjord er ca. 5 km lang.
 
Broernes gennemsejlingshøjde vil være 40 meter, og den nye banestrækning kan benyttes af både passager- og godstog.
 
Der er udarbejdet anlægsoverslag for de fire linjeforslag, og udgiften for de tre bro-forslag kan variere, alt efter hvilket udfletningsanlæg der etableres. 
Linjeforslag A (bro): 4,86 mia. kr.
Linjeforslag B (bro): 4,85 mia. kr.
Linjeforslag C (bro): 4,87 mia. kr.
Linjeforslag D (tunnel): 5,11 mia.kr. 

VVM-undersøgelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet) af en ny bane over Vejle Fjord er en del af den politiske aftale om ”En moderne jernbane – udmøntning af Togfonden DK".

Yderligere oplysninger:
Projektleder Rasmus Larsen, Vejdirektoratet, tlf. 7244 3630, mail: rl@vd.dk
Pressekonsulent Kristine Racina, Vejdirektoratet, tlf. 2251 3612, mail: presse@vd.dk


Oprettet
07-12-2016.
Senest opdateret
07-12-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index