Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet mindsker vejstøjen ved Silkeborg

Vejdirektoratet udskifter profilerede kantlinjer med plane linjer på en strækning af 2,3 kilometer på Silkeborgmotorvejen. De plane linjer larmer langt mindre, når bilerne kører på dem.
09. juni 2017
Silkeborgmotorvejen er åben til stor glæde for trafikanterne, men mange borgere og naboer til motorvejen i Silkeborg og omegn har givet udtryk for, at vejen larmer.   


​En af årsagerne til støjen fra Silkeborgmotorvejen er de profilerede kantlinjer, i folkemunde kaldet rumle​riller, som alle motorveje bliver udstyret med, når de ikke ligger tæt på byer.

På hele Silkeborgmotorvejen er der profilerede kantlinjer ind mod midterrabatten. Vest og øst for Silkeborg er der også profilerede kantlinjer ud mod nødsporet.

Men på strækningen ind gennem Silkeborg er der plane kantlinjer ud mod nødsporet for at tage hensyn til vejens naboer.

Vejdirektoratet vil nu forlænge strækningen med de plane kantlinjer på en strækning af 2,3 kilometer vest for Silkeborg.


Tryk på kortet for stor version.

Naboønsker medfører plane kantlinjer
Naboer til motorvejen henvendte sig til Vejdirektoratet i efteråret 2016 netop med et ønske om at få de profilerede kantlinjer ud mod nødsporet på motorvejen ud for Hvinningdal og Buskelund ændret til plane linjer.

Et ønske som Vejdirektoratet altså nu kan imødekomme, fortæller projektleder Mike Boesen:  

”Vi har undersøgt sagen meget nøje. Vi har holdt ønskerne om mindre larm fra vejen op imod de profilerede kantlinjers funktion, nemlig at skabe trafiksikkerhed på motorvejen. Vi er kommet frem til, at præcis på dette sted kan vi godt forsvare at have plane linjer ud mod nødsporet,” siger Mike Boesen.

De profilerede kantlinjer har den funktion, at de larmer, når en bil kører på dem. På den måde vil billister på afveje blive advaret. Det er svært præcist at sige præcist, hvor meget mindre en plan linje vil larme, men forskellen forventes bestemt at blive mærkbar.  

Trafiksikkerheden vil ikke lide
Selvom kantlinjerne nu bliver plane, så er det ikke ensbetydende med, at trafiksikkerheden bliver forringet, understreger Mike Boesen:

”Vi har kun taget denne beslutning, da vores analyse viste, at vi kun giver minimalt køb på trafiksikkerheden samtidig med, at en væsentlig kilde til støj forsvinder for borgerne i Hvinningdal og Buskelund. Strækningen ved Hvinningdal og Buskelund er næsten helt lige, og der er ingen tilslutningsanlæg. Derfor kan det forsvares trafiksikkerhedsmæssigt, men det er klart, det har været en svær afvejning af modsatrettede hensyn,” siger han.  

De profilerede kantlinjer bliver mere præcist skiftet på strækningen ca. 200 meter nordøst for Nørhedevejs skæring med motorvejen og hen til Jordkærvejs skæring med motorvejen.  

Vejdirektoratet forventer, at arbejdet vil foregå i august måned. Mens arbejdet udføres, vil der være nedsat hastighed forbi arbejdsområdet.

Se mere om Silkeborgmotorvejen på www.vd.dk/silkeborg​

Yderligere oplysninger eller kommentarer:
Projektleder Mike Boesen.
Tlf.: 7244 2261. E-mail: mik@vd.dk
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Lærkedahl.
Tlf.: 2248 2112. E-mail: bjks@vd.dk​
​​​​​​​​
Oprettet
09-06-2017.
Senest opdateret
13-06-2017.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index