Søg
Pressemeddelelse

Vejdirektoratet har næsten afsluttet anlæg af den ny cykelsti til Egeskov Slot

Vejdirektoratet er nu tæt på at afslutte anlægsarbejderne for den ny cykelsti fra Kværndrup, forbi Egeskov Slot, og til Egeskov Mølle. Cykelstien forbedrer trafiksikkerheden.
21. december 2016
Vejen til at besøge Egeskov Slot bliver fremover noget lettere, hvis man kommer på gåben eller cykel.  

 

Vejdirektoratet har tidligere fået bevilling til at anlægge cykelsti mellem Kværndrup og Egeskov Mølle ved Grønnebjergvej. Anlægsarbejderne blev startet i maj måned, og Vejdirektoratet har nu haft afleveringsforretning med entreprenørfirmaet MJ Eriksson. Vi forventer, at den sidste finish er afsluttet inden jul.  

 

Vi er dog kommet så langt hen på året, at det af vejrmæssige årsager ikke har været muligt at få lagt det sidste asfaltslidlag på stien. Desuden kan overskudsmulden først bortskaffes, når der er mulighed for at få det kørt ud i lavtliggende områder, så entreprenøren vender derfor tilbage til foråret for at udføre de sidste arbejder.  

 

Men i mellem tiden kan stien alligevel godt benyttes.  

 

Hent her et billede af den nye cykelsti i høj opløsning.

 

Direktør for Egeskov Slot, Henrik Neelmeyer, har fulgt med i anlægsarbejdet fra slottets vinduer. Han glæder sig over, at den nye cykelsti er klar til brug.  

 

”Timingen for os er rigtig god. Den nye sæson starter i slutningen af april næste år, og nu har vi god tid til at forberede og promovere et helt nyt tiltag med cykeludlejning. Vi satser på at udleje 10 cykler, som får fast holdeplads over for Kværndrup station, gennem en app på mobiltelefonen. Det tiltag kan vi gå ud og fortælle om nu, hvor man kan cykle ud til os fra Kværndrup,” siger Henrik Neelmeyer.  

 

Direktøren er også glad for det sikkerhedsmæssige aspekt i den nye cykelsti.  

 

”Tidligere har vores mange gæster skulle gå langs den meget trafikerede Bøjdenvejen, hvor bilisterne kører hurtigt. Det har især været et problem for de mange udenlandske turister, som kommer med tog fremfor bil. Nu er der også kommet lys op udenfor hovedalléen ind mod slottet, så den nye cykelsti giver et markant sikkerhedsmæssigt løft,” siger Henrik Neelmeyer.  

 

Direktøren roser desuden det gode samarbejde med Vejdirektoratet, som har fungeret glimrende og under god dialog.  

 

I Kværndrup er stien anlagt som en 1,5 meter bred cykelbane langs Bøjdenvej frem til en ny krydsningshelle umiddelbart vest for indkørslen til Kværndrup Fjernvarme. I nordsiden af vejen er der anlagt et 1,5 meter bredt fortov.  

 

Fra krydsningshellen i Kværndrup frem til Slots Alléen er stien anlagt som en tre meter bred fællessti i vejens sydside. Fællesstien skal ligge bag eksisterende grøft og stendige.   Frem til Grønnebjergvej, hvor stien slutter, er der anlagt en 2,5 meter bred dobbeltrettet cykelsti.  

 

Vejdirektoratets projektleder Sonja Petersen glæder sig på Vejdirektoratets vegne over at det nu bliver mere sikkert at færdes langs Bøjdenvejen på den nye cykelsti.  

 

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan afslutte dette projekt, som jeg er sikker på vil komme både lokale og turister til Egeskov til gode. Cykelstien vil ikke kun forbedre trafiksikkerheden for de besøgende til Egeskov Slot, men vil også forbinde Kværndrup med cykelrute 55, som forløber forbi Egeskov Mølle samt være til gavn for pendlere,” siger Sonja Petersen.      

 

 

Yderligere spørgsmål:

Sonja Petersen, projektleder: 7244 2783, sop@vd.dk

Kim Michelsen, kommunikationskonsulent: 7244 2318, kimi@vd.dk  
Oprettet
21-12-2016.
Senest opdateret
21-12-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index