Søg
Pressemeddelelse

Små forbedringer øger fremkommeligheden og fjerner sorte pletter

Mindre vejprojekter over hele landet har haft stor betydning for trafiksikkerhed og fremkommelighed. Det viser ny rapport om Vejdirektoratets Rådighedspulje.
11. december 2014

​Fra 2007 til 2014 har Vejdirektoratet gennemført 154 mindre anlægsprojekter inden for trafiksikkerhed, fremkommelighed, cykelstier og trafiksaneringer. Projekterne er nu blevet evalueret, og resultatet er tydeligt. Projekterne har haft en stor effekt for trafikanter og cyklister lokalt samt for trafiksikkerheden, og rejsetiden for mange pendlere er tilmed reduceret væsentligt.

"Projekterne i Rådighedspuljen er sammenlignet med andre infrastrukturprojekter ikke særlig store, men de gør en stor forskel. Projekterne øger sikkerheden lokalt og har også i flere tilfælde betydet, at pendlerne bruger mindre tid på transport. Kort sagt, så er der tale om rigtigt gode projekter", siger transportminister Magnus Heunicke.

Trafiksikkerhedsprojekterne udgør en væsentlig del af projekterne i Rådighedspuljen. I alt har 98 projekter bidraget til, at meget uheldsbelastede lokaliteter, de såkaldte sorte pletter, er blevet forbedret. Projekterne har ifølge Vejdirektoratets beregninger haft en så positiv effekt for trafiksikkerheden, at de samlet set tjener anlægsudgiften hjem på ca. 2,6 år.

Et eksempel på en sort plet, der er fjernet med midler fra Rådighedspuljen, er ved rampekrydset mellem Vardevej og "Messemotorvejen" ved Herning. I årene fra 2006 skete der et antal ulykker ved det sydlige motorvejsrampekryds på Vardevej. Fra 2006 til 2011 blev der registreret 15 uheld med blandt andet én dræbt og otte alvorligt tilskadekomne.

Uheldene skete primært ved, at venstresvingende fra syd mod rampen kørte ud foran bilister, der kørte mod syd ad Vardevej. Vejdirektoratet vurderede, at grunden til de mange uheld skyldtes en kombination af høj fart på Vardevej og dårlig oversigt mod nord.

Vejdirektoratet udpegede derfor krydset som en sort plet og besluttede at sætte et signalanlæg op i krydset med et særskilt signal for de venstresvingende billister. Signalanlægget blev taget i brug i 2012, og siden da er der kun registreret ét materielskadeuheld.

"Trafiksikkerhedsprojekterne er med til at fjerne en masse sorte pletter fra landkortet. Det gavner både trafikanterne og trafikken, at trafiksikkerheden forbedres på vores veje," fortsætter transportminister Magnus Heunicke.



Trafiksikkerhedsprojekterne varierer meget i størrelse – lige fra brug af visuelle virkemidler i form af skilte eller farvelægning af asfalt til større projekter som etablering af rundkørsler, krydsombygninger eller ændring i udformningen af vejens forløb.

Der er gennemført 29 fremkommelighedsprojekter forskellige steder i landet. I mange tilfælde drejer det sig om ombygning af ramper, kryds eller etablering af rundkørsler for at komme trafikafviklingsproblemer til livs. Der er også etableret samkørselspladser, som gør det nemmere at udnytte passagerpladsen i bilerne.

Et fremkommelighedsprojekt, der har haft en markant effekt for trafikanterne, er en rampekrydsombygning på Sydmotorvejen. Mange sydsjællændere pendler til Københavnsområdet, og for mange af dem er rute 54 mellem Næstved og Rønnede en vigtig forbindelsesvej til Sydmotorvejen. I rampekrydset til Sydmotorvejen var der tidligere - specielt i eftermiddagstimerne - ofte problemer med kø og farlige situationer.

I 2013 blev frakørslen til motorvejen ombygget til en rundkørsel med en cykelring uden om. Siden har der ikke været uheld, og der ses i dag en klar effekt på fremkommeligheden for de mange pendlere.

I en ny rapport "Evaluering af Rådighedspuljen 2007-2014" giver Vejdirektoratet adskillige eksempler på, hvordan puljen er blevet brugt til gavn for trafikanter over hele landet, ligesom rapporten også fortæller om baggrunden for puljen.


Rapporten kan ses på vejdirektoratet.dk.

For yderligere information:
Områdechef Sune Impgaard Schou, tlf.: 2242 4172, mail: sune@vd.dk
Pressemedarbejder Anne-Mette Nyhuus, tlf.: 7244 3078, mail: an6@vd.dk

Oprettet
11-12-2014.
Senest opdateret
11-12-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index