Søg
Pressemeddelelse

Pulje fjerner sorte pletter fra vejkortet

Ny rapport giver oversigt over trafiksikkerhedseffekterne af Vejdirektoratets rådighedspulje.
29. maj 2013

​I det idylliske Sydfyn, ved Hvidkilde slot, løber landevejen langs bredden af Hvidkilde Sø. Vejen er smal med et kurvet forløb, og fra øst mod slottet er vejen flankeret af en gammel allé-beplantning.

Der er dårlige oversigtsforhold på grund af placeringen af historiske bygninger tæt på vejen. Og gennem årene er der sket flere uheld på strækningen, blandt andet med dræbte til følge. Uheldene var typisk solouheld, hvor trafikanterne med høj hastighed kørte af vejen og ramte træerne.

Derfor udpegede Vejdirektoratet i 2008 strækningen ved Hvidkilde og krydset ved Hvidkildevej som sortplet. Og efterfølgende har direktoratet med forskellige tiltag forbedret sikkerheden på strækningen med den konsekvens, at der i de seneste to år blot er sket ét uheld på stedet – og det var uden personskade.

Projektet fra Fyn er blot ét eksempel på de mange trafiksikkerhedstiltag, der er blevet gennemført ved hjælp af Vejdirektoratets Rådighedspulje. Fra 2007 til 2012 er der blevet gennemført 84 trafiksikkerhedsprojekter til en samlet pris på cirka 280 millioner kroner. Det vurderes, at tiltagene over fem år har sparet 204 ulykker og 153 personskader.

”Rådighedspuljen har hjulpet os til at udviske sorte pletter over hele landet til gavn for trafikanterne,” udtaler vejdirektør Per Jacobsen fra Vejdirektoratet.

 

”De projekter, som vi laver gennem Rådighedspuljen, er ikke nødvendigvis særligt store, men de har en kolossal betydning lokalt.”

Udover at forbedre trafiksikkerheden har Vejdirektoratet anvendt Rådighedspuljen til at give cyklisterne bedre forhold, højne fremkommeligheden og trafiksanere. Cyklisternes forhold er især blevet forbedret ved anlæggelse af cykelstier, mens fremkommeligheden er tilgodeset gennem ombygninger af kryds, rundkørsler og ramper.

Samlet set har Vejdirektoratet anvendt 567 millioner kroner på 126 mindre anlægsprojekter siden 2007. De fleste projekter har kostet mellem to og ti millioner kroner at gennemføre.

I en ny rapport ”Evaluering af Rådighedspuljen” giver Vejdirektoratet adskillige eksempler på, hvordan puljen er blevet brugt til gavn for trafikanter over hele landet, ligesom rapporten også fortæller om baggrunden for puljen.

Yderligere oplysninger:
Afdelingsleder Vagn Lynggaard Bech, tlf. 7244 2040, mail: vlb@vd.dk
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk

 

 Rapport

 
Oprettet
29-05-2013.
Senest opdateret
30-05-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index