Søg
Pressemeddelelse

Nyt Trafikkort samler al trafikinfo for erhvervslivet

Vejdirektoratet har netop lanceret et nyt Trafikkort, der giver et lynhurtigt overblik over den aktuelle trafiksituation til gavn for alle, der skal ud på vejene. 
17. december 2015
​En af Trafikkortets væsentligste styrker er, at det samler al information, som angår erhvervstransporter på det overordnede vejnet. 
 
”Tidligere skulle man lede efter trafikinformationer forskellige steder, men nu har vi samlet alle data med relevans for erhvervslivet på ét sted,” siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet. 
 
Trafikkortet rummer blandt andet information om:
-        Frihøjder: Man kan nu se frihøjder i alle zoomniveauer, og de loader hurtigt. Før skulle man zoome helt ind, og det tog tid at loade dem, hvilket gjorde det vanskeligt at få overblik over frihøjderne.
-        Vægtgrænser: Tungtvognsvejnettet loader langt hurtigere end før og er for nylig blevet opdateret. I 2016 forventes denne information udbygget med muligheden for, at man kan indtaste transportens såkaldte WEB-nummer og få vist, hvilke bygværker der kan passeres og ikke passeres af den enkelte transport.
-        Modulvogntogsnettet: Dette loader betydeligt hurtigere end før, og der er mulighed for at tilmelde sig en mailbesked, når der er omkørsler for modulvogntog.
-        Farligt gods: Informationen optræder opdateret i moderniseret form og vil snart blive udvidet med angivelse af tvangsruter, forbudsruter og særlige forhold i bestemte områder, f.eks. havne. 
 
Desuden er rastepladsen ved Kongsted med realtidsinformation om ledige p-pladser for lastbiler blevet gjort tilgængelig i erhvervsvisningen, og inden længe kommer erhvervskortet også til at vise alle rastepladser, der er egnede til lastbiler. 
 
Derudover er adgang til udskriften for særtransport bygget direkte ind i erhvervsdelen af kortet. 
 
Som noget nyt kan man også se de almindelige trafikmeldinger om f.eks. kraftig vind, tabt gods, uheld, vejarbejde, vejspærringer osv. på erhvervskortet. Tidligere var man nødt til at se disse informationer på et separat kort, nemlig det almindelige, bilistrettede trafikkort. 
 
”Vi ved, at erhvervschaufførerne efterspørger aktuel og brugbar trafikinformation, når de skal ud på deres ture, og med vores nye Trafikkort håber vi at kunne opfylde deres ønske bedre end tidligere,” siger Charlotte Vithen. 
 
Kortet bygger på input fra en lang række kilder, blandt andet live data af den aktuelle trafik, fra vejkameraer og fra informationer fra trafikanter, politi, redning, kommuner og entreprenører. 
 
Kortet er egnet til PC, tablet og mobil. 
 
Kortet kan ses her.
 
Yderligere oplysninger:
Projektleder Sine Dyreborg, tlf. 7244 3408, mail: sjl@vd.dk
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk
Oprettet
17-12-2015.
Senest opdateret
17-12-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index