Søg
Pressemeddelelse

Ny rundkørsel letter livet for pendlere ved Rønnede

Trafikanterne kommer nemmere af Sydmotorvejen ved Rønnede efter rampekryds er lavet om til rundkørsel.
11. december 2014

​Mange sydsjællændere pendler til og fra hovedstadsområdet. Tidligere medførte det ofte problemer med kø og farlige situationer i det vestlige rampekryds til Sydmotorvejen ved Rønnede - specielt i eftermiddagstimerne.

I 2013 blev det rampekryds bygget om til en rundkørsel med særskilte vejbaner udenom. Desuden blev der anlagt en cykelring uden om rundkørslen med vejbelysning.

"Med denne ombygning har vi skabt bedre forhold for pendlerne på Sydsjælland – de kan nemmere komme på og af motorvejen. Vi kan se en klar effekt af rundkørslen, som har medført, at fremkommeligheden i krydset er væsentligt forbedret. Samtidig har vi gjort det til et mere sikkert sted at færdes både for trafikanter og cyklister," siger Dorthe Hvid, projektleder i Vejdirektoratet.

Projektet blev afsluttet i 2014, og der ses en klar effekt på fremkommeligheden for de mange pendlere, der ikke længere holder i kø på motorvejsrampen. Der er heller ikke sket uheld siden projektet stod færdigt.



Ombygningen blev foretaget med penge fra Vejdirektoratets såkaldte Rådighedspulje. Og er blot ét eksempel på et projekt fra puljen, der har været med til at forbedre trafiksikkerheden og fremkommeligheden i hele landet.

Anlægsudgiften til dette projekt var 7.1 mio. kr.

Rådighedspuljen er en pulje, der i perioden 2007 - 2014 har finansieret mindre anlægsprojekter på statsvejene. Det drejer sig primært om projekter, der afhjælper fremkommelighedsproblemer og trafiksikkerhed, men omfatter også nye cykelstier langs statsvejene og forbedrede bygennemfarter.

Der er gennemført 29 fremkommelighedsprojekter forskellige steder i landet. I mange tilfælde drejer det sig om ombygning af ramper, kryds eller etablering af rundkørsler for at komme trafikafviklingsproblemer til livs.

I en ny rapport "Evaluering af Rådighedspuljen 2007-2014" giver Vejdirektoratet adskillige eksempler på, hvordan puljen er blevet brugt til gavn for trafikanter over hele landet, ligesom rapporten også fortæller om baggrunden for puljen.

Rapporten kan ses på vejdirektoratet.dk.

Yderligere oplysninger:
Projektet ved Rønnede: Projektleder Dorthe Hvid, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 2797 , mail: dhv@vd.dk
Generelt om Rådighedspuljen: Områdechef Sune Impgaard Schou, tlf.: 2242 4172, mail: sune@vd.dk
Andet: Pressemedarbejder Anne-Mette Nyhuus, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 3078, mail: an6@vd.dk

Oprettet
11-12-2014.
Senest opdateret
16-12-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index