Søg
Pressemeddelelse

Næstved fik vinter først

Så er vinteren startet - i hvert fald ifølge Vejdirektoratet
30. oktober 2014
​Natten til i dag måtte Vejdirektoratets saltbiler i aktion for første gang. Det skete på Svingbroen over Næstved kanal, hvor vejtemperaturen blev målt til præcis 0 grader. Saltningen blev påbegyndt kl. 01.22 og afsluttet kl. 02.00.

Vinteren er dermed startet 28 dage senere end sidste år, hvor de første saltbiler blev kaldt ud på vejene den 2. oktober – hvilket også vidner om, at vi har haft en ganske mild oktober i år.

Svingbroen i Næstved er i øvrigt næsten altid et af de steder, der saltes først. Det er en stålbro, der hurtigt får rim på kørebanen, når det blæser.

Vejdirektoratets vintertjeneste
Vejdirektoratets vintertjeneste styres fra Vejdirektoratets vintervagtcentral i Aalborg. Den er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene.

Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået – eller vil opstå – sørger vintervagten for, at der bliver saltet og/eller sneryddet.

Vinterens vejrlig fordrer dog også øget agtpågivenhed fra trafikanterne, ikke mindst hvis man skal ud at køre i de tidlige morgentimer.

Gode vinterråd
Her følger Vejdirektoratets gode vinterråd til trafikanterne

1. Orienter dig om glatføreforholdene på vejene inden du kører hjemmefra. Enten via medierne eller på Vejdirektoratets egen side Vintertrafik.dk

2. Tag hjemmefra i god tid så du kan køre roligt og forsigtigt, hvis vejen er glat

3. Pas særligt på ved udsatte steder hvor der er større risiko for glatføre. Det gælder specielt ved skovstrækninger, lavtliggende områder og på og under broer.

4. Bemærk at glatføre ikke altid kan ses. Kør derfor forsigtigt, også selv om vejen umiddelbart ser fin ud.

Du kan læse mere på Vejdirektoratets side vintertrafik.dk.

Her kan du følge Vejdirektoratets saltning af veje og se, hvornår sneploven har været i gang, ligesom lokale og generelle vintermeldinger står angivet her.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk
Fagkoordinator for vintertjenesten, Freddy Knudsen, tlf. 7244 3425, mail: fek@vd.dk
Oprettet
30-10-2014.
Senest opdateret
30-10-2014.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index