Søg
Pressemeddelelse

Højre bane er blevet mere populær

I løbet af oktober er hver sjette danske bilist kommet hurtigere frem på udvalgte motorvejsstrækninger i landet, fordi flere holder til højre, når der er plads.
07. november 2018
Vi er for dårlige til at holde til højre, og det forsinker trafikken og kan skabe farlige situationer på vejene. Med skilte på fem udvalgte motorvejsstrækninger i hele landet og magneter på bagsmækken af mange biler, har Vejdirektoratet i oktober gjort bilisterne opmærksomme på, at de skal holde til højre, når der er plads til det.  

Det har rigtig mange bilister reageret på. På de fem motorvejsstrækninger, hvor Vejdirektoratet opsatte skilte, er ca. 15 % kommet hurtigere frem i trafikken, fordi flere har holdt til højre.  På den østjyske Motorvej (mellem frakørsel 54 og 55) har bilisterne været endnu bedre. Her er 23 % kommet hurtigere frem. 
HTH_resultat_PM.JPG

”De fleste trafikanter ved godt, at de kunne være bedre til at vise hensyn i trafikken ved blandt andet at trække ind i højre bane, når der er plads til det. Vores skilte og magneter minder dem om, at trafikken glider bedre, når vi viser hensyn, og så kommer vi alle hurtigere frem,” siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.  

Det er ikke sidste gang, at kampagnen kører. Trafikken på motorvejene er eksploderet de seneste år, og derfor er det Vejdirektoratets opgave at sikre, at vejkapaciteten bliver udnyttet bedst muligt, så flere kommer hurtigere frem. 

”Vi skal blive ved med at minde trafikanterne om, at trafikkulturen er noget vi er fælles om. De fleste bilister siger til os, at de selv er gode til at holde til højre, og at det er alle de andre, der er dårlige til det. Så vi er nødt til, at få bilisterne til at rette blikket mere kritisk mod sig selv, og det er dét, vi prøver at gøre med Hold til højre-kampagnen,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

 

Udover skilte og magneter har Vejdirektoratet suppleret kampagnen med en virtuel robotpsykolog, der konfronterede bilisterne med deres kørsel online. Mere end 100.000 personer har i kampagneperioden interageret med kampagnen på de sociale medier.

Fakta

Vejdirektoratets Hold til højre-kampagne har kørt i uge 40-43. Skilte med ’Hold til højre’ og ’Det er det modsatte af venstre’ har stået på følgende motorveje i kampagneperioden:

  • På den fynske motorvej (mellem frakørsel 54 og 55) er 17 % kommet hurtigere frem.
  • På den østjyske Motorvej (mellem frakørsel 54 og 55) er 23 % kommet hurtigere frem.
  • På Holbækmotorvejen (mellem frakørsel 15 og 16) er 22 % kommet hurtigere frem.
  • På den nordjyske Motorvej (mellem frakørsel 32 og 33) er 20 % kommet hurtigere frem.
  • På Vestmotorvejen (mellem frakørsel 36 og 37) har der ikke kunnet måles en forbedring.

Stikprøver viser, at hver gang der er en bilist, der ikke holder til højre, går det i gennemsnit ud over to andre bilister. På en delstrækning på 22 km kan der dagligt være op imod 1800, der bliver fanget bag bilister, der ikke holder til højre.  

En Megafonmåling fra 2017 viser, at 89 % af bilisterne opfatter sig selv som hensynsfulde i trafikken, men kun 40 % mener, at andre viser hensyn til dem i trafikken.  

Du kan læse mere om kampagnen på Vejdirektoratets hjemmeside. 

Yderlige informationer 

Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet : 2238 3222, mast@vd.dk 

Rikke Liebst, kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet: 2570 3056., rili@vd.dk 

Oprettet
06-11-2018.
Senest opdateret
08-11-2018.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index