Søg
Pressemeddelelse

Fra den 7. april kan alle blive klogere på Holstebromotorvejen

Torsdag den 7. april kl. 13.00 slår Vejdirektoratet dørene op til et 200 kvadratmeter stort informationscenter om Holstebromotorvejen i Nupark uden for Holstebro.
31. marts 2016

​Informationscenteret giver alle interesserede et indblik i det store motorvejsbyggeri, som er i fuld gang netop nu. Alle er velkomne til åbningsarrangementet.

Hvordan bygger man en motorvejsbro? Hvad gør Vejdirektoratet for at tage hensyn til dyr og natur? Hvor kan du komme til og fra den nye motorvej mellem Holstebro og Herning? Alle tre spørgsmål og mange, mange flere kan alle motorvejsinteresserede få svar på, når det 200 kvadratmeter store informationscenter slår dørene op torsdag den 7. april kl. 13.00.
 
Informationscenteret er primært henvendt til folkeskolens ældste klasser, men alle kan få noget ud af et besøg, fortæller projektleder i Vejdirektoratet, Janie Winther Ipsen:
 
”Vi håber, at alle vil tage godt imod informationscenteret. Vi er sikre på, at rigtig mange, voksne som børn, vil blive fascinerede og måske også overraskede over, hvor mange facetter et stort motorvejsprojekt faktisk består af.”
 
 
Informationscenter og undervisningsmateriale skræddersyet til folkeskolen
 
Informationscenteret er bygget op af store plancher med spændende viden om de mange elementer i byggeriet. Men der er også masser at hente, hvis du er mere interesseret i naturarbejdet eller arkæologi. Plancherne står ikke alene, men suppleres af materialer fra byggepladsen, som man kan se og røre ved samt rigtige vejskilte. Der vil også være mulighed for at gå på opdagelse i et interaktivt kort med lysdioder, hvor alle broer og andre interessante nedslag i projektet bliver lyst op, når du trykker på en knap.
 
Vejdirektoratet har tilrettelagt hele informationscenteret, så den kan bruges direkte i undervisningen i folkeskolen. I samarbejde med Astra - det nationale center for natur, teknik og sundhed er der netop færdigudviklet to lærervejledninger i, hvordan du inddrager motorvejsbyggeri direkte i undervisningen:
 
Områdechef i Vejdirektoratet, Søren Andersen, uddyber:
 
Det er vigtigt for os, at skolerne i kommunen meget direkte kan drage nytte af vores informationscenter. Derfor er vi gået ind i samarbejdet om undervisningsmaterialet som et tilbud til skolerne. For hvad er mere oplagt end at inddrage 40 kilometer motorvej lige uden for Holstebro med masser af geometri, fysik, biologi, matematik og også politik, økonomi og samfundsfag i undervisningen,” siger han.
 
Skoler kan kombinere informationscenter med en tur ud til motorvejen
 
Ud over lærervejledningerne og selve informationscenteret tilbyder Vejdirektoratet også guidede ture ud på motorvejsprojektet, typisk kombineret med en tur i informationscenteret. Alle skoler i Holstebro Kommune kan benytte sig af tilbuddet, fortæller projektleder Janie Winther Ipsen:
 
”Vi tror på, at eleverne får mest ud af at se tingene i virkeligheden også, så derfor ville vi gerne give skolernes 5. til 8. klasse mulighed for at kombinere informationscenterets viden med en spændende oplevelse på byggepladsen, hvor eleverne kan se tingene i virkeligheden,” siger hun.
 
Glæde i Holstebro Kommune over mulighederne
 
Allan Skindhøj Sørensen er naturfagskonsulent for alle naturfagslærerene i Holstebro Kommune. Det er ham, der blandt andet koordinerer nye indsatser i naturfagsundervisningen på tværs af alle skoler i Holstebro Kommune. Og han ser mange muligheder i informationscenteret:
 
”Vejdirektoratets informationscenter giver lærerne i Holstebro Kommune en fantastisk mulighed for at tage eleverne med ud af klasseværelset og vise dem naturfagene i praksis. Det er virkelig noget, der motiverer mange elever,” siger han.
 
Han hæfter sig ved, at informationscenteret hjælper lærerne til at leve op til kravene om, at folkeskolen i endnu højere grad en tidligere skal åbne sig mod omverdenen og arbejde med flere fag samtidigt:
 
”Der er jo masser af muligheder for at arbejde tværfagligt, fordi et motorvejsprojekt både er så komplekst og indeholder mange fag, men nu samtidigt bliver gjort konkret og tilgængeligt for eleverne, det er vi rigtig glade for,” siger han.

Dialog, åbenhed og interesse for naturfag
 
Informationscenteret bygger videre på successen fra Silkeborg, hvor der i 2013 åbnede et lignende udstilling om Silkeborgmotorvejen. Flere tusinde motorvejsinteresserede gæster har siden lagt vejen forbi. Men hvorfor bygger Vejdirektoratet informationscentre? Områdechef Søren Andersen svarer her:
 
”Man kan sige, at vi groft sagt har tre hovedformål med vores informationscentre. Vi vil meget gerne gøre unge mennesker mere interesserede i naturfag. På den måde kan vi måske få uddannet flere fagfolk til anlægsbranchen - for det har vi brug for i Danmark. Men nok så vigtigt, så fungerer informationscentrene som rigtig gode baser for vores dialog og kommunikation med motorvejsprojekternes nærmeste naboer. Vi vil meget gerne være åbne og indgå i dialog om motorvejsprojekterne - også med dem, der ikke synes, at det er verdens bedste idé. Og den dialog og åbenhed understøtter informationscentrene på bedste vis”.
 
I 2017 åbner 10 kilometer motorvej vest om Herning, mens resten af strækningen åbner i 2018. Informationscenteret bliver stående i hele anlægsperioden.
 
Fakta om informationscenteret:
 
- Fast åbningstid alle hverdage mellem 08.00 og 16.00.
- Informationscenteret er normalt ubemandet.
- Alle Holstebros Kommunes skoleklasser på 5. til 8. klassetrin kan lave en aftale med Vejdirektoratets faste guide, der vil vise dem rundt i informationscenteret og tage dem med ud på motorvejsprojektet.
- Informationscenteret er lavet af Naturplan i samarbejde med Vejdirektoratet.
- Informationscenteret ligger Nupark 51, bygning 47-49, 7500 Holstebro.
 
Fakta om undervisningsmaterialet
 
Der er udarbejdet to lærervejledninger, der begge lever op til folkeskolereformen og derfor umiddelbart kan bringes i spil i undervisningen. Den ene henvender sig til natur/teknologiundervisningen på 4.- 6. klassetrin. Den anden henvender sig til et tværfagligt samarbejde mellem biologi, fysik/kemi og geografi med fokus på perspektivering i 7.- 9. klasse.
 
Materialet er frit tilgængeligt for alle lærere overalt i landet og kan anvendes alle steder, hvor der findes bygge- og anlægsprojekter, da de ikke er låst til Holstebroprojektet.
 
Materialet er udarbejdet i et samarbejde mellem brancheorganisationen Viadania, Vejdirektoratet og Astra - nationalt Center for læring i natur, teknik og sundhed på baggrund af undervisningsforløb udarbejdet til Silkeborgmotorvejen 2014.
 
Fakta om Holstebromotorvejen
 
Vejdirektoratet bygger 39 kilometer motorvej mellem Herning og Holstebro og forlænger ringvejen nord for Holstebro. Dermed får alle trafikanter en hurtig og mere sikker køretur mellem Herning og Holstebro.

Motorvejen vil desuden aflaste lokalvejene for den tunge trafik og dermed gøre lokaltrafikken mere sikker og dagligdagen mindre støjende for mange lokale beboere.

Motorvejen forkorter rejsetiden mellem Herning, Holstebro og Nordvestjylland. Fra Struer til Herning vil man anslået kunne spare 14 minutter i køretid.

Det samme vil man kunne spare fra Lemvig til Herning. Mellem Herning og Holstebro Syd er der en mindre besparelse på tre minutter, der dog i myldretiden potentielt kan være markant højere.

Motorvejen bliver også bygget for at kunne servicere det nye regionshospital i Gødstrup. Motorvejsstrækningen vest om Herning, med forbindelse til det nye hospital i Gødstrup, åbner i foråret 2017, mens resten af motorvejen åbner i 2018.

Linjeføringen går fra Holstebro N (rute 11) til Sinding nordvest for Herning og videre til Snejbjerg, hvor motorvejen kobles sammen med den eksisterende motortrafikvej (rute 15) syd om Herning.
 
Yderligere oplysninger eller kommentarer:
 
Projektleder Vejdirektoratet, Janie Winther Ipsen:
Tlf.: 7244 2342. Email: jwi@vd.dk
 
Områdechef Vejdirektoratet, Søren Andersen
Tlf.: 7244 2444. Email: soan@vd.dk
 
Kommunikationskonsulent Vejdirektoratet, Bjørn Kock Sørensen
Tlf.: 7244 2316/22482712. Email: bjks@vd.dk
 
Naturfagskoordinator Holstebro Kommune, Allan Skindhøj Sørensen
Tlf.: 9611 6768. Email: Allan.Skindhoj.Sorensen@holstebro.dk
 
Oprettet
31-03-2016.
Senest opdateret
31-03-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index