Søg
Pressemeddelelse

Flere skilte i rundkørsler ved Aabenraa

Vejdirektoratet går nu i gang med at foretage nogle justeringer af skilte og afmærkning ved de to rundkørsler ved motorvejstilslutning <70> Aabenraa.
06. december 2013

Det sker først og fremmest for at gøre hensigten med den nye afmærkning, som Vejdirektoratet udførte i september 2013, tydeligere for trafikanterne.

 

Formålet med den nye afmærkning er at flette trafikanterne på broen mellem rundkørslerne sammen i én vognbane, så de fortsætter i én vognbane – den venstre – i rundkørslerne og på den måde skaber mere plads til trafikanterne fra motorvejsramperne.
 
Afmærkningen har dog medført en del forvirring og utryghed hos nogle trafikanter, og Vejdirektoratet har derfor besluttet at foretage nogle justeringer på stedet – især med nye og flere skilte – for at gøre det lettere for trafikanterne at forstå meningen med den nye afmærkning.
 
Vi forkorter vognbanelinjerne på broen med 2-3 linjer, så der bliver et længere fletteareal, og sætter flettetavler op i midterrabatten i begge retninger. Begge tiltag skal gøre det mere tydeligt for trafikanterne, at de skal foretage fletning og ikke vognbaneskift.
 
Samtidig laver vi overkørselsarealer ved motorvejsfrakørslerne i begge rundkørsler, så selv store lastbiler kan køre ind i rundkørslerne, uden at trafikanterne her føler sig klemt.
Endelig sætter vi nye og mere synlige skilte med ”Ny afmærkning” op i rundkørslerne.
 
”Vi har været lydhøre i forhold til den kritik, vi har fået, og vi håber, at disse justeringer nu vil gøre den nye afmærkning mere forståelig for trafikanterne, og at de dermed hurtigere vænner sig til de nye forhold,” lyder det fra projektleder i Vejdirektoratet Pernille Svane, som samtidig opfordrer trafikanterne til at vise mere hensyn, når de færdes i rundkørslerne:
”Det er reglen om vognbaneskift, der er gældende i rundkørslerne. Det vil sige, at det er den trafikant, der skifter bane, der skal vise hensyn.”
Køerne på motorvejen er væk
Baggrunden for at lave en ny afmærkning i rundkørslerne var kødannelser i nødsporet på E45, Sønderjyske Motorvej, på grund af tilbagestuvning på frakørselsramperne. I september 2013 udførte Vejdirektoratet så den nye afmærkning i rundkørslerne for at skabe mere plads til trafikanterne fra motorvejsramperne, og missionen er lykkedes, for køerne på motorvejen er væk.
Trafikmængden i de to rundkørsler er dog fortsat meget stor, og problemerne med fremkommeligheden og trafikafviklingen i rundkørslerne er derfor ikke løst med den nye afmærkning. Samtidig har trafikanterne i rundkørslerne haft svært ved at forstå og vænne sig til den nye afmærkning, og Vejdirektoratet har modtaget reaktioner fra utrygge trafikanter.
På den baggrund har Vejdirektoratet, Aabenraa Kommune og politiet holdt møde om mulige løsninger, og her var der enighed om at fastholde den nye afmærkning i store træk.
”Inden ændringerne i afmærkningen skete der mange uheld med materielskade i de to rundkørsler, og vi havde ikke forventet at kunne løse dette problem med ny afmærkning. Men udfordringen med køerne på motorvejen er løst, og det er vi tilfredse med,” siger Pernille Svane.
Hvornår arbejdet med at sætte skilte op og justere afmærkningen går i gang afhænger af vejret. Hvis sne og frost tillader det, forventer vi justeringerne er udført inden jul.
Yderligere oplysninger:
Projektleder Pernille Svane, 7244 2785 / 2219 7343, psva@vd.dk
Kommunikationskonsulent Brian Christensen, 7244 3755, bch@vd.dk
Oprettet
06-12-2013.
Senest opdateret
06-12-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index