Søg
Pressemeddelelse

Festdag for motorvejens trafikanter: nye motorveje åbner i Midt- og Østjylland

Mandag den 30. september bliver en festdag for motorvejstrafikanterne i Midt- og Østjylland.
24. september 2013
​På dagen åbner nemlig motorvejsstrækningen mellem Ølholm og Vejle, og samtidig står det tredje helt nye motorvejsspor på E45 mellem Hornstrup og Vejle Syd færdig - to år før tid.

Med den nye motorvej mellem Ølholm og Vejle bliver Trekantområdet og Herningområdet for alvor bundet sammen til glæde for alle trafikanter. Og med det nye spor ved Vejle løser Vejdirektoratet nu et mangeårigt trængselsproblem på en af de mest trafikerede motorvejsstrækninger i landet.

Glæde i Vejdirektoratet over nye veje til trafikanterne
Projektchef i Vejdirektoratet, Søren Andersen, glæder sig til åbningsdagen og de nye veje:

”Det er en stor dag for Vejdirektoratet. Jeg er sikker på, at mange trafikanter også glæder sig,” siger han.

Det tredje spor ved Vejle skulle oprindeligt først åbne i 2015, men undervejs i anlægsperioden skar Vejdirektoratet hele to år af den tidsplan. Søren Andersen er glad på trafikanternes vegne:

”Vi har trukket hårdt på trafikanternes tålmodighed omkring Vejle de sidste par år. Men hvis de husker på, at vi åbner det nye spor to år før tid, så håber jeg, at de alligevel tilgiver os alt vejarbejdet. Nu bliver der meget bedre plads,” siger han.

Med åbningen af de ekstra spor mangler der stadig de sidste omkring ti kilometer udbygning ned til Skærup. Den sidste del står færdig senere på efteråret.

Motorvejen mellem Ølholm og Vejle er også en meget efterspurgt strækning, ikke mindst af erhvervslivet. Der er en meget høj andel af lastbiltrafik på den eksisterende rute 13/18, hvor lastbilerne kører i dag. Trafik der nu bliver flyttet væk fra beboelse og lokaltrafik.

”Den nye motorvej gavner i høj grad mobiliteten i et kerneområde af Danmark. Vi har nu motorvej og motortrafikvej hele vejen fra Vejle til Herning. Samtidig giver vejen en mere sikker lokaltrafik og roligere byliv for de lokale borgere, da den tunge trafik fremover vil bruge motorvejen,” siger Søren Andersen.

Transportministeren klipper snoren
Selve åbningsarrangementet foregår på den nye motorvej mellem Ølholm og Vejle, nærmere bestemt lige på kommunegrænsen mellem Hedensted og Vejle - nord for Grejsvej. Transportminister Pia Olsen Dyhr vil tale og klippe snoren og dermed er motorvejen officielt åben og det nye spor ved Vejle indviet.

Fejringen finder sted mellem klokken 13.00 og 14.30 og alle er velkomne til at deltage.

Vejdirektoratet og en lang række inviterede gæster – heriblandt op imod 350 skolebørn fra lokale skoler - vil også være til stede. De to projektledere vil præsentere de nye veje for gæsterne. Alle kan studere Vejdirektoratets plancher om projektet og se en udstilling med luftfotos af projektet.

Vejdirektoratet forventer, at vejen og det tredje spor åbner sidst på eftermiddagen.

Program for åbningen:
13.00 Gæsterne ankommer.
13.20 Transportministeren holder tale efterfulgt af taler ved borgmestrene fra Vejle
og Hedensted kommuner.
13.45 Snoreklip.
13.50 Let traktement i teltet.
14.30 Forventet afslutning.

Sted for åbningen:
Kommunegrænsen Vejle/Hedensted på den nye motorvej. Nord for Grejsvej.

Yderlige oplysninger
Projektleder Ølholm-Vejle, Niels Jørgen Larsen, 7244 2258, njl@vd.dk    
Projektleder Skærup-Vejle, Robin Højen Madsen, 7244 2276, rhm@vd.dk
Projektchef Søren Andersen, 7244 2444, soan@vd.dk
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, 7244 2316, bjks@vd.dk

Pressen er velkommen til at dække åbningen. Tilmelding til Bjørn Kock Sørensen.

Fakta
Ølholm - Vejle
Strækningen mellem Ølholm og Vejle er omkring 14 kilometer lang og indgår i Vejdirektoratets projekt Riis-Ølholm-Vejle, hvor strækningen mellem Riis og Ølholm åbnede i september 2012. Når motorvejen åbner, er der motorvej hele vejen mellem Vejle og Herning - på nær ved Brande - hvor den syv km lange motortrafik netop nu er ved at blive udbygget til motorvej.

Udbygning på E45
Det tredje spor ved Vejle er omkring seks kilometer langt og strækker sig mellem Hornstrup over Vejlefjordbroen og frem til Vejle Syd, der med åbningen kommer til at hedde Vejle C. Et helt nyt tilslutningsanlæg ved Grønlandsvej bliver det nye Vejle Syd. Udbygningen er både del af Riis-Ølholm-Vejle-projektet og af Skærup-Vejleprojektet. Med åbningen mangler stadig de sidste omkring 10 km. udbygning ned til Skærup, der åbner senere på efteråret – samtidig med det nye tilslutningsanlæg ved Grønlandsvej.
 

 Se mere

 
Oprettet
24-09-2013.
Senest opdateret
24-09-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index