Søg
Pressemeddelelse

Farvel til sort plet i Holstebro

Ombygningen af krydset mellem Lægårdsvej og Ringvejen er overstået, og nu kan trafikanterne glæde sig over mere sikkerhed for både bilister og cyklister.
02. september 2013
​Krydset mellem Lægårdsvej og Ringvejen har tidligere været ramt af en del uheld og var derfor udpeget som en såkaldt sort plet. Mellem juli 2003 og maj 2009 blev der registreret hele 18 uheld med personskade i krydset, og en bilist blev dræbt. Syv af de 18 uheld skete i forbindelse med venstresving.

”I løbet af sommeren har vi bygget krydset om og lavet forskellige tiltag, som alle er med til at gøre det mere sikkert for både bilister og cyklister. Så nu skulle risikoen for uheld gerne være væsentligt mindre end tidligere,” fortæller projektleder i Vejdirektoratet, Poul Pilgaard. 

Grøn pil for venstresving
Der er anlagt separate svingbaner med egen grøn pil i lyskrydset for de trafikanter, som skal svinge til venstre fra Ringvejen og ind på Lægårdsvej, og det minimerer risikoen for sammenstød med modkørende trafikanter markant.

På Lægårdsvej er svingbanerne ændret lidt, så trafikanterne fra øst får en længere højresvingsbane med plads til flere ventende. På den måde spærrer de højresvingende bilister ikke for de øvrige, så både trafikafviklingen og sikkerheden er blevet bedre, samtidig med at kapaciteten i krydset er øget.

Desuden er cykelstien fra øst ført helt frem i krydset, så cyklisterne bliver mere synlige og mindre udsat for at blive overset af de øvrige trafikanter.

18 overtrædelser af færdselsloven
”Vi håber, at trafikanterne allerede nu har oplevet forbedringer i form af hurtigere trafikafvikling og større tryghed i krydset. Men den helt store succes afhænger jo som altid af, at trafikanterne overholder færdselsreglerne og den maksimalt tilladte hastighed,” lyder det fra Poul Pilgaard. Han henviser til, at politiet under ombygningsarbejdet var til stede i krydset på ni forskellige datoer og registrerede ikke færre end 18 overtrædelser af færdselsloven.

Yderligere oplysninger
Projektleder Poul Pilgaard, Vejdirektoratet, 7244 2621 / 2331 1733, ppi@vd.dk
Kommunikationsmedarbejder Jane Birch Larsen, Vejdirektoratet, 7244 2318 / 4123 5592, jbi@vd.dk
Oprettet
02-09-2013.
Senest opdateret
02-09-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index