Søg
Pressemeddelelse

Elektroniske tavler tages i brug på den Fynske motorvej

Vejdirektoratet aktiverer nu de nye elektroniske tavler på den Fynske Motorvej, som henover efteråret og vinteren er sat op.
19. februar 2013
​De variable tavler skal oplyse om uheld, kø og rejsetid og gøre det muligt for Vejdirektoratet at ændre på den tilladte hastighed på strækningerne frem mod det kommende anlægsarbejde.

Tavlerene er med til at gøre det lettere at være trafikant på den Fynske Motorvej – i form af mere information og mere glidende afvikling af trafikken – mens Vejdirektoratet udbygger motorvejen mellem Middelfart og Nørre Aaby fra fire til seks spor.

De eksisterende informationstavler vil blive benyttet i forbindelse med anlægsarbejdet, og derudover er der opsat nye informationstavler og nye variable hastighedstavler frem mod den kommende anlægsstrækning. De nye tavler har indtil nu været dækket til, mens Vejdirektoratet har testet systemet.

Nu er systemet imidlertid klar til at blive taget i brug til glæde for trafikanterne, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Mike Boesen, der forventer, at tavlerne bliver aktiveret 21. februar 2013.

For Mike Boesen skal de nye tavler ses som et led i Vejdirektoratets indsats for at give bedst mulig sikkerhed for trafikanterne, når udbygningen af motorvejen går i gang:

”Vi vil skabe den bedst mulige sikkerhed for trafikanterne, når vi begynder at bygge de nye spor. Tavlerne hjælper os til at styre trafikken, så alle kommer sikkert gennem vejarbejdet,” siger han.

De variable tavler kan styres direkte fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter (TIC). De variable hastighedstavler frem mod anlægsstrækningen vil desuden automatisk justere hastigheden ned, hvis der er kø frem mod anlægsstrækningen.

Selve udbygningen af motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart begynder i starten af marts.

Yderligere oplysninger:

Projektleder
Mike Boesen
Tlf.: 7244 2261
Email: mik@vd.dk

Kommunikationsmedarbejder
Bjørn Kock Sørensen
Tlf.: 7244 2316
Email: bjks@vd.dk
Oprettet
19-02-2013.
Senest opdateret
19-02-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index