Søg
Pressemeddelelse

Brede køretøjer får lov at passere Aggersundbroen i næsten et døgn

Vejdirektoratet lytter til erhvervslivet fra landbrug og maskinstationer i det nordjyske, så brede køretøjer får lov til at køre frit over Aggersundbroen i næsten et døgn.
20. maj 2015

​Aggersundbroen gennemgår for tiden en grundig renovering af belægning og fugtisolering, der blandt andet medfører gener og restriktioner som smallere vejbaner og nedsatte hastigheder.

Under renoveringen, som forventes afsluttet sidst i juni måned, er den maksimalt tilladte bredde på køretøjer til passage fire meter.  Det er til gene for landbruget og maskinstationerne i området, som benytter sig af køretøjer, som er bredere end fire meter.

Men søndag den 24. maj er der fri passage for alle køretøjer i det meste af et døgn – fra klokken 05.00 om morgenen til 23.55 om aftenen. Med dette tidsrum til at komme over broen imødekommer Vejdirektoratet et ønske fra det lokale erhvervsliv, som er afhængig af at kunne få blandt andet store landbrugsmaskiner over på den anden side.

”Vi er åbne for dialog med omverdenen og lytter gerne til vores interessenters ønske, hvis det kan lade sig gøre. Efter en snak med landbrug og maskinstationer omkring passage af Aggersundbroen har vi fundet en dato uden restriktioner, hvor det er muligt at lade de brede køretøjer passere. Vi er glade for, at vi har fundet denne fælles løsning,” siger projektleder i Vejdirektoratet, Christian Bugge Hansen.

Det nuværende renoveringsarbejde på Aggersundbroen skulle egentlig være foregået sidste sommer, men efter en dialog med det lokale erhvervsliv besluttede Vejdirektoratet at udskyde arbejdet et år. Nu er det nødvendige arbejde så gået i gang, men landbrug og maskinstationer har ønsket en dato, hvor man alligevel kan passere sundet med de brede køretøjer.

I brancheforeningen Landbo Nord, som rådgiver landbruget i Nordjylland, er der tilfredshed med den fundne løsning.

”Vi har været taget med på råd i hele forløbet og har mødt stor velvilje fra Vejdirektoratet. Alle er jo enige om, at renoveringen af Aggersundbroen er helt nødvendig. Vi har haft en rigtig god dialog og fundet en dato, hvor man alligevel kan få de brede køretøjer over, og det betyder meget for branchen.  Især for de landmænd og maskinstationer, der har jord og forretninger på begge sider af sundet,” siger Frank Andersen, formand for Kreds 3 i Landbo Nord.

 

Hent her et billede af Aggersundbroen.


Yderligere oplysninger:

Christian Bugge Hansen, projektleder: 7244 2298, cbh@vd.dk
Kim Michelsen, kommunikationskonsulent, 7244 2318, kimi@vd.dk

Oprettet
20-05-2015.
Senest opdateret
20-05-2015.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Niels Juels Gade 13
1022 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index