Søg
Pressemeddelelse

Bliv testbilist i et nyt pilotprojekt og hjælp med at mindske køen

Vejdirektoratet vil gøre noget ved køen på seks udvalgte strækninger i Danmark. Meld dig som testbilist og hjælp Vejdirektoratet med at komme køer i myldretiden til livs.
21. oktober 2016
Drømmer du også om at køre til og fra arbejde, uden at du skal sidde i kø? Nu er der en god chance for, at drømmen kan blive til virkelighed. Vejdirektoratet søger nemlig 24 testbilister, der dagligt bruger én af de seks udvalgte lokaliteter, og som i fire uger vil deltage i et pilotprojekt om at mindske kødannelser.
 
”Vi kunne selvfølgelig alle godt tænke os at køre til og fra arbejde uden at spilde tid i trafikken. Derfor gennemfører vi nu et pilotprojekt, som skal gøre os klogere på, om vi kan få trafikken til at glide bedre på strækninger med begyndende trængselsproblemer. Og her vil vi gerne inddrage dem, der har erfaringer fra det virkelige liv,” siger Niels Tørsløv, trafikdirektør i Vejdirektoratet.
1_Strækninger.jpg
De seks udvalgte strækninger
 
De seks strækninger udgør til sammen pilotprojektet. Pilotprojektet handler i korte træk om at få bilisterne til at bryde vanen og køre lidt tidligere eller lidt senere, end de plejer. Og Vejdirektoratets seneste brugerundersøgelse viser, at 31 % af bilisterne i Danmark er villige til at flytte deres afrejsetidspunkt, hvis det kan forkorte den samlede transporttid.
 
Hvordan er det at sidde i kø?
Vejdirektoratet vil bruge testbilisterne til at finde ud af, hvordan de oplever at køre på de seks strækninger med meget tæt trafik i morgentimerne. Det sker både gennem interviews og ved at måle bilisternes fysiske reaktion med et særligt aktivitetsarmbånd.
 
”Vi vil gerne høre om – og måle på – bilisternes oplevelse af at side i kø, når de kører på deres daglige rute. Det skal give os ny viden om trafikadfærd, som vi håber, vi også kan bruge i forbindelse med afviklingen af trafikken i forbindelse med arrangementer eller vejarbejder,” forklarer Niels Tørsløv.
 
Vil du være testbilist?
Har du lyst til at være med i Vejdirektoratets pilotprojekt, som skal få trafikken til at glide bedre i myldretiden? Så er du måske en af vores fire testbilister.
 
Du kan deltage i pilotprojektet, hvis du:
1.     Dagligt bruger en af følgende strækninger:
 
Aalborg - på frakørsel 24 (Øster Uttrup Vej) i nordgående retning på Nordjyske Motorvej i tidsrummet kl. 6:15-8:15.
 
Roskilde - på frakørsel 12 (Roskilde S) i østgående retning på Holbækmotorvejen i tidsrummet ca. kl. 7:15-8:15.
 
Kalundborg – i krydset Hareskovvej/Asnæsvej (i retning mod Kalundborg) i tidsrummet ca. kl. 6:00-8:15.
 
Kalundborg – i rundkørslen Holbækvej/Hovvejen ved Kalundborg (i retning mod Kalundborg) i tidsrummet ca. kl. 6:00-8:15.
 
Fredericia - på frakørsel 59 (Fredericia S) på Taulovmotorvejen i vestgående retning i tidsrummet ca. kl. 7:15-8:15. 
 
Esbjerg -  frakørsel 75 (Esbjerg N) i sydlig retning på Esbjergmotorvejen i tidsrummet kl. 6:30-8:00
 
2.     Har en Android-smartphone.
3.     Er villig til at deltage i 2-3 ugentlige interviews af en varighed på max. 5 min. pr. interview. Interviews vil blive brugt af medierne og på Vejdirektoratets hjemmeside. Vi laver ugentligt aftaler om interviews med dig, hvilket naturligvis skal hænge sammen med din hverdag.
4.     Accepterer, at de data, som Vejdirektoratet indsamler via aktivitetsarmbånd, må anvendes og opbevares i anonymiseret form i dette projekt. Dit aktivitetsarmbånd, som er koblet til din smartphone, vil give os adgang til at hente dine data, der beskriver din varians i hjerterytmen samt gps.
 
Hvis du vil være testbilist, kan du tilmelde dig via post-kom@vd.dk. I mailen skal du oplyse dit navn og adresse, så vi kan sende dig et aktivitetsarmbånd og information om pilotprojektets forløb.
 
Vejdirektoratet vælger testbilister ud fra geografi, køn og alder.
 
Fakta om pilotprojektet:
  • Pilotprojektet lanceres i uge 44. Over fire uger vil Vejdirektoratet bruge forskellige tiltag til at få bilisterne til at køre en smule tidligere eller senere, end de plejer.
  • Pilotprojektet gennemføres på seks udvalgte strækninger samtidigt:
  • 1) Frakørsel 24, Øster Uttrup Vej ved Aalborg, nordgående retning
    2) Frakørsel 75, Esbjerg N ved Esbjerg, sydgående retning
    3) Frakørsel 59, Fredericia S ved Fredericia, vestgående retning
    4) Frakørsel 12, Roskilde S ved Roskilde, østgående retning
    5) Krydset Hareskovvej/Asnæsvej i Kalundborg i retning mod Kalundborg
    6) Rundkørslen Holbækvej/Hovvejen ved Kalundborg i retning mod Kalundborg.Rundkørslen Holbækvej/Hovvejen ved Kalundborg i retning mod Kalundborg.
  • De udvalgte strækninger er kendetegnet ved den såkaldte begyndende trængsel – her er der tale om en såkaldt spidstime i morgentimerne, hvor kødannelserne er så kortvarige, at man kan opnå en tydelig effekt, ved at bilisterne flytter deres afrejsetidspunkt en smule.
  • Testbilisterne må beholde aktivitetsarmbåndet efter pilotprojektet. 
Yderligere oplysninger:
Niels Tørsløv, trafikdirektør, Vejdirektoratet: 6193 0550, nit@vd.dk.dk
Rikke Liebst, kommunikationskonsulent, Vejdirektoratet: 2570 3056, rili@vd.dk
​​​​
Oprettet
21-10-2016.
Senest opdateret
27-10-2016.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index