Søg
Pressemeddelelse

Bilister på briksen

En ny film fra Vejdirektoratet skal få de danske bilister til at tænke over, hvorfor de ikke holder til højre på motorvejen. Mød Henrik og Solvejg, som kommer på briksen og når til nye erkendelser om deres egen adfærd i trafikken.
17. november 2017
Hvad er din undskyldning for ikke at holde til højre på motorvejen? Er du bange for ikke at kunne komme ud igen? Eller kan du bare bedst lide at ligge i midtersporet? Uanset hvad undskyldningen er, så er du højst sandsynligt til gene for andre bilister.  
 

I nogle små film tester Vejdirektoratet det psykologiske værktøj psykoedukation på tre udvalgte bilister. Det er en metode, der skal gøre bilisterne mere bevidste om de problemer, som de skaber for deres medtrafikanter, når de ikke holder til højre på motorvejen.  

En af de bilister, der medvirker i filmen er Henrik, der i kraft af sit arbejde ofte færdes på vejene. Henrik lægger sig som hovedregel i ydersporet og kører stærkt, når han kører på motorvejene.  

Men gennem samtale om kørslen går det op for Henrik, der gerne vil have fart på i ydersporet, at hans adfærd i trafikken påvirker andre bilister negativt.  

”Jeg er da et normalt og hensyntagende menneske. Men der sker et eller andet, når man tager trafikhatten på,” siger Henrik. Han har samtidig denne karakteristik af andre bilister, der mere eller mindre permanent lægger sig i venstre spor på motorvejen:  

”Han er skide irriterende. Hvorfor faen flytter han sig ikke? ”.

Filmene er en del af kampagnen "Hold til højre - det er det modsatte af venstre". Se de to film, hvor du møder bilisterne Henrik, Solvejg og Rasmus.​

 


Drop de dårlige undskyldninger

Mange bilister kan bedst lide at ligge i venstre spor på motorvejen. Det giver en større følelse af frihed og tryghed, synes de. Desværre betyder det, at der bliver mindre plads på vejene, når vi ikke trækker til højre.  

”Det, vi skal have fat i, er, at folk skal blive mere bevidste og få flere overvejelser og tanker omkring, hvad det betyder, når de gør nogle bestemte ting i trafikken,” siger Flemming Tived, der er overlæge og psykiater.  

Og det er netop bevidstheden om de dårlige undskyldninger, der er målet med filmen. Fordi den bevidste erkendelse af problemet er første skridt på vejen mod at få bilisterne til at holde til højre på motorvejen.  

”Vi kan se, at bilisterne egentlig godt ved, at de bør holde mere til højre, og at de bliver irriterede, når andre ikke gør det. Men de finder på undskyldninger for, hvorfor det ikke er nødvendigt, at de selv trækker ind, når der er plads. Derfor skal vores kampagne få bilisterne til at sætte flere ord på deres adfærd i trafikken, så de bliver mere bevidste om deres valg bag rattet,” siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.

Vi kan ikke lide at blive spærret inde

Når Vejdirektoratet spørger trafikanterne om, hvorfor de ikke holder til højre, svarer hovedparten, at de ikke trækker ind, fordi de gerne vil undgå at blive fanget i indersporet, hvis andre ikke gør plads til, at de kan trække ud igen senere.


 


Problemet med kørsel i indersporet et størst for de uerfarne bilister. Blandt de 18-29 årige siger 35 %, at de er bange for at blive spærret inde i indersporet, mens det kun gælder for 21 % af de 60-69 årige.  

”Hvis vi bliver bedre til at tager mere hensyn til hinanden i trafikken, kan vi både opnå, at flere trækker til højre, når det er muligt, og at høfligheden bliver gengældt, når bilister gerne vil trække ud i overhalingssporet igen,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

Fakta

  • En Megafonmåling fra 2017 viser:
    • 77% af bilisterne mener, det er et stort problem, at vi ikke holder til højre på motorvejen.
    • 89 % af bilisterne opfatter sig selv som hensynsfulde i trafikken, men kun 40 % mener, at andre viser hensyn til dem i trafikken.
    • 51 % svarer, at de er mest irriterede over, at andre ikke holder til højre på motorvejen.
    • 5 % af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de er i tvivl om, om det er lovpligtigt at holde til højre, mens 95 % svarer, at det er det.
    • 27 % holder ikke til højre, fordi de er bange for at blive spærret inde i indersporet, mens 15 % siger, at de ikke kan lide at køre i indersporet, fordi der er for mange lastbiler.
  • Stikprøver viser, at hver gang der er en bilist, der ikke holder til højre, går det i gennemsnit ud over to andre bilister.
  • Kampagnen lanceres i uge 45 og strækker sig over fire uger.

Yderligere oplysninger

Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet, tlf. 22 38 32 22, mast@vd.dk, Twitter: @MarianneSteff

Rikke Liebst, kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet, tlf. 25 70 30 56, rili@vd.dk

Oprettet
16-11-2017.
Senest opdateret
17-11-2017.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index