Søg
Pressemeddelelse

Bedre trafiksikkerhed til cyklisterne mellem Fabjerg og Lemvig

Vejdirektoratet åbner nu den omkring 2,5 km lange dobbeltrettede cykelsti og cykelforbindelse mellem Fabjerg, øst for Lemvig og Lemvig.
18. december 2013
Cykelstien forbedrer markant trafiksikkerheden og giver dermed mere tryghed for cyklisterne på strækningen.

​Det glæder projektleder i Vejdirektoratet, Annette Jørgensen, at cykelstien nu står klar til borgerne.

”Med cykelstien får alle cyklister nu en mere sikker cykeltur mellem Fabjerg og Lemvig. Så jeg er glad for at fortælle, at cykelstien nu er åben,” siger hun.

Stor tilfredshed i Dansk Cyklist Forbund, i Lemvig Kommune og hos transportministeren 
I den lokale afdeling af Dansk Cyklist Forbund i Lemvig regner man med, at flere vil tage cyklen i området, fortæller en tilfreds formand, Karl Bencke:

”Det er et godt projekt, Vejdirektoratet har gennemført. Vi er meget glade for, at der nu kan cykles sikkert langs med statsvejen mellem Fabjerg og Lemvig. Den utryghed, som mange hidtil har følt ved at cykle på strækningen, forsvinder nu, og dermed forventer vi, at mange flere vil benytte cyklen her,” siger han.

Lemvig Kommune er også glad for den nye cykelsti og de muligheder, borgerne nu får. Og også det gode samarbejde mellem kommunen og Vejdirektoratet lægger afdelingsleder i Drift og Anlæg, Hanne Underbjerg vægt på:

”Vi har haft en rigtig god dialog og et forbilledligt samarbejde med Vejdirektoratet igennem hele processen. Vi har fået stor indflydelse på det færdige resultat. Vi kender jo de lokale forhold, og vi har haft nogle ønsker til projektet. Vejdirektoratet har været meget lydhøre, og vi har fået vores ønsker opfyldt,” siger hun.

Vejdirektoratet lyttede til borgerne
Hanne Underbjerg pointerer også, at både kommunen og borgerne i området har fået indflydelse på selve placeringen af cykelstien:

”Både vi som kommune og borgerne er blevet hørt om, hvor cykelstien bedst kunne placeres, så den både er til mindst gene for grundejerne og højner trafiksikkerheden mest muligt, siger hun.”

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger om projektet:
"Etableringen af cykelstien mellem Fabjerg og Lemvig viser, at cykling ikke kun er for de største byer som København, Odense og Aarhus. Cykling er for hele Danmark - og jeg tror, at mange flere med den nye cykelsti nu vil tage cyklen til både hverdag og fritid."

Cykelstien er klar til trafik nu, men til foråret skal det endelige lag asfalt lægges på hele cykelstien.

Sådan forløber cykelstien
Fra Fabjerg mod Lemvig er der på strækningen mellem Fabjergstad og Nyborgvej etableret et stykke dobbeltrettet cykelsti på sydsiden af Fabjergvej. På strækningen fra Nyborgvej mod vest skal cyklisterne cykle ad Anneksvej, som løber parallelt med Fabjergvej.

Fra Anneksvejs tilslutning til Fabjergvej og på strækningen herfra til Lemvig, er der etableret dobbeltrettet cykelsti i den nordlige side af vejen, idet der her er flest potentielle brugere til stien. Stien er ca. 2,5 meter bred og adskilles fra vejen med en skillerabat i varierende bredde. Cykelstien afsluttes ved Emilielystvej, hvor den af sikkerhedshensyn trækkes væk fra krydset.

For at komme til stien ved Emilielystvej skal Fabjergvej krydses i det allerede eksisterende kryds ved Rugmarken/Emilielystvej/Fabjergvej.

Med den nye cykelsti bliver det muligt at cykle på sti, eller på mindre befærdet vej, fra Lemvig gennem Fabjerg og helt til Borumvej øst for Fabjerg. Derudover er det også muligt herfra at cykle videre til Nr. Nissum langs Borumvej ad ny anlagt kommunal sti.

Yderligere oplysninger:
Projektleder Annette Jørgensen, tlf.: 2532 3280, email: ajor@vd.dk
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, tlf.: 7244 2316, email: bjks@vd.dk
Oprettet
18-12-2013.
Senest opdateret
18-12-2013.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index