Søg

Vejdirektoratet udvider Danmarks hovedfærdselsåre

Fynske Motorvej er hovedfærdselsåren, som binder Danmark sammen fra øst til vest. Trafikken og trængslen er stigende, så nu udvider Vejdirektoratet motorvejen på Vestfyn til seks spor. Dermed kan trafikanterne komme nemmere og sikrere frem.
22. marts 2019
Der er ikke lang afstand mellem kofangerne på Fynske Motorvej. Især ikke i myldretiden om morgenen og eftermiddagen, hvor pendlertrafikken er tæt i begge retninger. 

I perioden 2010 til 2018 steg årsdøgnstrafikken på Fynske Motorvej med 33 procent. Målt ved Lillebæltsbroen kører der i dag knap 80.000 biler i døgnet.


Trafikken er steget kraftigt på Fynske Motorvej.


Bilkøerne nedsætter rejsehastigheden og øger risikoen for uheld. Derfor bliver motorvejen på Vestfyn nu udvidet fra fire til seks spor mellem Odense V. og Nr. Aaby. Første etape af udbygningen går mellem Odense V. og Gribsvad, hvor anlægsarbejdet starter 1. april.

Vejdirektoratet har netop skrevet kontrakt med entreprenøren M.J. Eriksson, som skal stå for udbygningen af første etape.

Sparet tid og mindre sårbar trafik
Udvidelsen af første etape ventes afsluttet inden udgangen af 2020. Derefter kommer turen til anden etape fra Gribsvad til Nr. Aaby. Hele udvidelsen står efter planen klar inden udgangen af 2022. Og det er der god grund til at glæde sig til for trafikanterne, for asfalten i det ekstra spor sparer tid.

Faktisk sparer man ifølge Vejdirektoratets analyser 28 timer på årsbasis mellem Nr. Aaby og Odense V., hvis man kører frem og tilbage på de to mest spidsbelastede tidspunkter i myldretiden. Med 200 arbejdsdage om året sparer man dermed cirka otte minutter om dagen.

Tidsbesparelsen vil være den samme, uanset om man bevæger sig mod vest eller øst på motorvejen, da den trafikale belastning i myldretiden er lige stor i hver retning. Det kræver dog, at trafikanterne også husker at bruge det ekstra spor rigtigt.
Oprettet
28-03-2019.
Senest opdateret
28-03-2019.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index