Søg

Nye tiltag skal dæmpe støjen fra Silkeborgmotorvejen

Som en bynær motorvej er Silkeborgmotorvejen præget af nogle helt særlige støjforhold, som berører naboerne til vejen. Nu iværksættes der supplerende tiltag for at dæmpe støjen.
13. december 2017

Motorvejen kører tæt forbi bymæssig bebyggelse, og den er blevet en trafikal succes med omkring 17.000 – 26.000 trafikanter dagligt på den østlige del af strækningen.  
 
Vejdirektoratet har fået udarbejdet nye støjberegninger, der viser, at støjbelastningen på enkelte dele af motorvejen er noget større end forventet. Støjsikringen giver ikke den effekt, som naboerne til vejen kan forvente. Og derfor skal der efter Vejdirektoratets vurdering iværksættes visse supplerende tiltag for at dæmpe støjen.  
 
Helt konkret vil Vejdirektoratet igangsætte tre tiltag:  
1.      Opsætte støjabsorbenter på en del af spunsen og ændre støjskærme på en ca. 370 m lang strækning øst for spunsen.  
2.      Ændre støjskærme i området ved Sensommervej og opsætte yderligere støjskærm.  
3.      Vurdere om der er grundlag for yderligere tilskud til facadeisolering.  
 
”I Vejdirektoratet tager vi spørgsmålet om støj fra motorveje meget alvorligt, da vi ved, hvor meget støj påvirker borgernes liv og hverdag,” siger anlægs- og driftsdirektør Michael Kirkfeldt fra Vejdirektoratet. ”Og når vi laver nye støjberegninger, der viser, at støjbelastningen fra Silkeborgmotorvejen er større end forventet, så er det klart, at vi reagerer på de resultater.”  
 
Den videre proces
Vejdirektoratet skal nu indmelde sagen til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Her skal det vurderes, om der skal foretages såkaldte supplerende miljøkonsekvensvurderinger – altså en nærmere undersøgelse af indvirkninger på miljøet.  
 
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal træffe deres afgørelse senest 90 dage efter, at Vejdirektoratet har oversendt alle de relevante oplysninger til styrelsen. Parallelt med VVM-processen forbereder Vejdirektoratet de støjdæmpende tiltag, så de er klar til at blive ført ud i livet.  


Oprettet
13-12-2017.
Senest opdateret
13-12-2017.
Ophavsretten tilhører Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet
Havnegade 27
1058 København K

Tlf
7244 3333
Mail
vd@vd.dk
EAN-nr.
5798000893450
CVR
60729018
Robot Site Index